
Mens Vestas onsdag præsenterede dårlige nyheder på den økonomiske front i form af et milliardstort underskud, fandt vindmølleproducenten også tid til at præsentere anderledes gode nyheder, der på sigt kan sikre et større overskud på klimafronten.
Således har Vestas sammen med samarbejdspartnerne Olin og Stena Recycling udviklet en ny løsning indenfor CETEC-initiativet, som skal gøre epoxybaserede møllevinger cirkulære, uden at det er nødvendigt at ændre design eller sammensætning af vingematerialet. Med den nye løsning vil udtjente vindmøllevinger gå fra at være en belastning til en ressource, lyder det i en pressemeddelelse fra Vestas.
- Indtil nu har vindindustrien ment, at vindmøllevingemateriale kræver en ny tilgang til design og fremstilling for at kunne bane vej for genanvendelse eller cirkulærproduktion, når levetiden ophører. Fremadrettet kan vi nu se gamle epoxybaserede vinger som en kilde til nyt råmateriale. Når først denne nye teknologi er implementeret i stor skala, kan ældre vingemateriale, der i øjeblikket ligger på lossepladsen, såvel som vingemateriale i aktive vindmølleparker, adskilles og genbruges, siger Lisa Ekstrand, Vice President og Head of Sustainability hos Vestas.
Genbrug af vindmøllevinger har hidtil været svært på grund af brugen af epoxyharpiks, som man i branchen mente var umulig at nedbryde til genanvendelige komponenter. Derfor har man hidtil i branchen i jagten på genanvendelige vinger mest kigget mod at finde et alternativt til den hidtil brugte epoxyharpiks.
Den nye løsning muliggør opløsning af epoxyharpiks via en ny kemisk proces, der kemisk kan nedbryde epoxyharpiks til rene materialer. Den kemiske proces er udviklet i samarbejde med Aarhus Universitet, Teknologisk Institut og Olin.
- Den nyopdagede kemiske proces viser, at epoxybaserede vindmøllevinger, uanset om de er i drift eller på losseplads, kan omdannes til en kilde til råmateriale til potentielt at bygge nye vindmøllevinger. Da den kemiske proces, som er afhængig af bredt tilgængelige kemikalier, er den yderst kompatibel til industrialisering og kan derfor hurtigt skaleres op, siger Mie Elholm Birkbak, Specialist, Innovation & Concepts hos Vestas.
Tusindvis af vinger snart klar til pensionering
Gennem en nyetableret værdikæde støttet af Stena Recycling og den globale epoxyproducent Olin, vil Vestas nu fokusere på at opskalere den nye kemiske adskillelsesproces til en kommerciel løsning.
- Som den førende leverandør af kundeløsninger af innovative epoxysystemer er Olin stolt af at støtte den forventede massive udvidelse af vindenergi på verdensplan. Ved at bruge unikke teknologier er vi sammen med vores partnere klar til at genvinde molekyler og omdanne dem til nye epoxyer, der kan genbruges i vindmøllevinger, siger Verghese Thomas, Vice President, Epoxy Systems and Growth Platforms hos Olin.
Hvis Vestas og partnerne lykkes med at lave en storskala løsning af den nye kemiske adskillelsesproces vil den komme på et godt tidspunkt.
I flere årtier har produktion af vindmøllevinger fremstillet med epoxybaseret harpiks nemlig været standard praksis i vindindustrien. Derfor vil omkring 25.000 tons vinger ifølge WindEurope nå slutningen af deres driftslevetid årligt i 2025.
Adskilelsesmetoden vil desuden også kunne komme til gavn i andre brancher, hvor epoxybaseret kompositmateriale bliver brugt, oplyser Vestas.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.