
Vestas sendes ned på børsen mandag, efter at detaljer i det seneste udkast til et amerikansk lovforslag er blevet præsenteret. Klokken 10.45 falder Vestas-aktien omkring 5,4 procent. Udkastet til lovforslaget, som af præsident Donald Trump er blevet kaldt "Big, Beautiful Bill", er i løbet af lørdag og søndag amerikansk tid blevet læst højt i senatet i USA.
Ifølge Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, ligger teksten ikke langt fra det værst tænkelige scenarie for industrien for landvind i USA. Han skriver i en analyse, at aktien inden mandagens handel ligger på et prisniveau, der nærmest afspejler, at selskabet ikke får flere ordrer i USA.
- Så galt forventer vi ikke, at det går, men vi er meget overraskede over den næsten ekstreme politiske omvæltning for landvindindustrien, som Trump-administrationen er tæt på at lykkes med, skriver Jacob Pedersen i analysen.
- Det ligger reelt ikke langt fra de værst tænkelige scenarier, lyder det videre.
Ifølge aktieanalysechefen indeholder lovforslaget blandt andet et krav om, at vindprojekter skal være "placed in service" senest ved udgangen af 2027 for at få del i den amerikanske støtteordning PTC.
Det bliver ifølge Jacob Pedersen afgørende for aktivitetsniveauet inden for landvind i 2027 og 2028, hvordan "placed in service" bliver fortolket.
Jacob Pedersen anser det som forventeligt, at en stor del af de projekter, som ikke er påbegyndt, før loven vedtages, og ikke realistisk kan være færdige inden 2027, må skrinlægges.
- I den forstand er det en meget brat afsporing af støtten til landvindindustrien, skriver han.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.