
Ekstremt vejr, økonomiske spændinger og misinformation. Der er mange trusler mod den globale økonomi. Men for 2025 er den største væbnede konflikter.
Det er vurderingen fra eksperter ifølge en meningsmåling fra Verdens Økonomiske Forum (World Economic Forum - WEF), som mandag indleder sin årlige samling i Davos, Schweiz. Her samles nogle af verdens mest indflydelsesrige og magtfulde personer fra mandag til fredag for at drøfte verdenssituationen.
Næsten en fjerdedel af de over 900 eksperter fra universiteter, erhvervsliv og politik har rangeret væbnede konflikter som den største trussel mod økonomisk vækst i år.
Ekstremt vejr som følge af klimaforandringer er gået fra at være nummer et på listen i 2024 til nummer to i år. Væbnede konflikter var nummer fem i samme måling for 2024, men er i år buldret ind som den største risiko.
- Vi har, desværre, rekordmange konflikter rundtomkring i verden, siger Mirek Dusek, WEF-direktør, ifølge AFP.
Verdens ledere kan gå i to retninger, mener han.
- I en verden præget af dybere splittelse og flere risici står verdens ledere med et valg. e kan fremme samarbejde og robusthed eller stå over for forværret ustabilitet.
Forventning om urolig verdensøkonomi
Størstedelen af de adspurgte i målingen - 52 pct. - forventer en "urolig" verdensøkonomi de næste to år. Det er ifølge dpa forbundet med bekymringer over skiftende handelspolitikker og truslen fra Donald Trump om nye toldafgifter mod flere lande. Verdens Økonomiske Forum åbner, samme dag som Trump tages i ed som USA's præsident.
- Mange af de adspurgte forventer, at de næste år bliver stormfulde eller turbulente på det økonomiske område, siger Mirek Dusek.
- Det indikerer, at der tilsyneladende er en følelse af usikkerhed om fremtiden. Vi kan gå ud fra, at det også hænger sammen med, at vi lever i et meget komplekst geopolitisk miljø.
Trump deltager digitalt
Trump, der skal lede verdens største økonomi, får en stor indflydelse på retningen for den globale økonomi. Torsdag 23. januar - tre dage efter sin indsættelse - kan han gøre deltagerne ved Verdens Økonomiske Forum klogere på sine planer, når han deltager digitalt.
Det bliver et "meget specielt øjeblik". Det siger WEF-formand Børge Brende, som er tidligere norsk udenrigsminister, forud for mødet.
- Der er stor interesse for at afkode og forstå den nye administrations politikker, så det bliver en interessant uge, siger han ifølge Reuters.
Erhvervslivet er generelt blevet mere positivt stemt over for udsigterne for økonomien på grund af blandt andet Trumps løfter om at mindske regulering. Det siger Rich Lesser, formand for konsulentgruppen Boston Consulting Group, til Reuters. Han bemærker dog, at den underliggende optimisme bliver begrænset af bekymringer om mulige toldafgifter og et forværret forhold mellem USA og Kina.
Det er tredje gang, at Trump deltager ved topmødet i Davos.
I løbet af ugen er der mange sager på dagsordenen. Det omfatter global geopolitisk og økonomisk usikkerhed, handelsspændinger, klimamål og brugen af kunstig intelligens til at skabe bedre liv.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.