DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
"Ved slutningen af møderne ringede jeg til præsident Putin og begyndte planlægningen af et møde," skriver Trump på Truth Social efter møde. - Foto: Mandel Ngan/Ritzau Scanpix

Trump: Vi planlægger møde mellem Putin og Zelenskyj

Trump ringede til Putin efter møder med europæiske ledere i Washington D.C. mandag, lyder det på Truth Social.  
19. AUG 2025 8.35
Internationalt
Politik
Sikkerhed

Planlægningen af et møde mellem Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, er begyndt. Det skriver USA's præsident, Donald Trump, på Truth Social efter møder med en række europæiske ledere, heriblandt Zelenskyj, i Washington D.C.

- Ved slutningen af møderne ringede jeg til præsident Putin og begyndte planlægningen af et møde, skriver Trump.

Efter mødet mellem Putin og Zelenskyj kommer der ifølge Trump til at være et såkaldt "trilat", som vil bestå af de to præsidenter og ham selv, skriver Trump. "Trilat" kan være en forkortelse af "trilateral", som involverer tre parter. Stedet for mødet mellem Putin og Zelenskyj er endnu ikke fastlagt, skriver Trump videre.

Det er USA's vicepræsident, J.D. Vance, landets udenrigsminister, Marco Rubio, og Trumps særlige udsendte diplomat Steve Witkoff, der koordinerer med Rusland og Ukraine om mødet, lyder det.

Trump kalder mandagens møde i Washington D.C. for et godt, tidligt skridt.

- Alle er meget glade for muligheden for fred mellem Rusland og Ukraine, skriver han på Truth Social.

En medarbejder fra Ruslands regering, Kreml, siger ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Ria, at opkaldet mellem Trump og Putin varede 40 minutter. Det skriver Reuters.

- Det blev diskuteret, at det ville være værd at undersøge muligheden for at hæve repræsentanternes niveau fra både den ukrainske og russiske side - det vil sige de repræsentanter, der deltager i de nævnte direkte forhandlinger, siger medarbejderen Jurij Usjakov ifølge Ria.

Der har tidligere været møder mellem Rusland og Ukraine, hvor Zelenskyj har kritiseret Rusland for at sende diplomater på lavt niveau, som ikke havde mandat til at tage beslutninger.

Ud over Zelenskyj deltog EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, på mødet. Det samme gjorde statsoverhoveder for henholdsvis Italien, Storbritannien, Tyskland og Finland. Også Natos generalsekretær, Mark Rutte, deltog, skriver Trump.

På mødet blev det ifølge Trump diskuteret, at Europa kan stille sikkerhedsgarantier til rådighed for Ukraine som del af en fredsaftale med Rusland, hvor USA vil overtage en tilsynsrolle. Det skriver Reuters.

Efter mødet siger Tysklands Kansler, Friedrich Merz, at mødet mellem Putin og Zelenskyj vil finde sted inden for to uger.


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/trump-vi-planlaegger-moede-mellem-putin-og-zelenskyj

GDPR