DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
- Ram atomanlæggene først og tænk på resten senere, mener Trump, at Biden skulle have svaret, da præsidenten onsdag blev spurgt til, om USA ville støtte et israelsk angreb mod iranske atomanlæg. - Foto: Evan Vucci/Ritzau Scanpix

Trump tilskynder Israel til angreb på iranske atomanlæg

Iran udførte tirsdag et missilangreb mod Israel. Israel bør derfor angribe Irans atomanlæg, siger Trump.  
7. OKT 2024 9.55
Energi
Internationalt
Sikkerhed

Israel bør bombe Irans atomanlæg som reaktion på et iransk missilangreb udført mod Israel tirsdag. Det sagde den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, natten til lørdag på et vælgermøde i byen Fayetteville i delstaten North Carolina.

Udtalelsen fra ekspræsidenten kom med en henvisning til et spørgsmål, som USA's præsident, Joe Biden, blev stillet tidligere på ugen.

- De spurgte ham, "hvad synes du om Iran, vil du ramme Iran?". Og han svarede: "Så længe Iran ikke rammer ting, der har noget med atomvåbnene at gøre." Det er det, man gerne vil ramme, ikke?, siger Trump ved vælgermødet.

Onsdag blev Joe Biden spurgt af journalister, om han ville støtte angreb mod iranske atomanlæg. Det svarede den amerikanske præsident nej til.

- Vi vil diskutere med israelerne, hvad deres reaktion bliver, sagde han og tilføjede, af alle G7-landene er enige om, at Israel "har ret til at svare igen, men at reaktionen bør være proportional".

- Jeg tror, at han har misforstået det. Er det ikke det, som det er meningen, at man skal ramme? Jeg mener, det er den største trussel, vi har - atomvåben, siger Donald Trump ved vælgermødet.

- Da de stillede ham (Biden, red.) det spørgsmål, burde svaret have været: Ram atomanlæggene først og tænk på resten senere. Hvis de (Israel, red.) har tænkt sig at gøre det, så gør de det. Men vi finder ud af, hvad deres planer er, siger Trump.

Iran har sendt 180 missiler mod Israel

Iran affyrede tirsdag aften omkring 180 ballistiske missiler mod Israel. Langt de fleste missiler blev skudt ned af det israelske luftforsvar.

To personer blev lettere såret i Israel i forbindelse med missilangrebet, mens en palæstinenser på den israelskbesatte Vestbred blev dræbt af rester af et missil, der blev skudt ned.

Iran er allieret med både den militante palæstinensiske bevægelse Hamas og Hizbollah-bevægelsen. Irans Revolutionsgarde udsendte efter missilangrebet en erklæring, hvor det fremgik, at angrebet var hævn for Israels likvidering af flere ledere fra proiranske bevægelser.

Det gælder blandt andet Hamas-lederen Ismail Haniyeh, der blev dræbt i Teheran, Irans hovedstad, den 31. juli, og Hassan Nasrallah, leder af Hizbollah, som blev dræbt i Beirut den 27. september.

Netanyahu sagde tirsdag aften, at Iran ville komme til at bøde for angrebet.


/ritzau/AFP
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//solenergi/artikel/trump-tilskynder-israel-til-angreb-paa-iranske-atomanlaeg

GDPR