
Det er enten en "bevidst eller ubevidst misforståelse", hvis flere forsvarsordførere forventer at se forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) tage del i forhandlingerne til det kommende beredskabsforlig. Han slår fast, at han kun kommer til at være en del af et indledende opstartsmøde og ikke vil "trække i nogle tråde".
Den næste delaftale under forsvarsforliget om beredskabet blev med sidste uges ministerrokade flyttet fra Troels Lund Poulsen til partifællen Torsten Schack Pedersen, der er blevet udnævnt til minister for samfundssikkerhed og beredskab. Alligevel har flere forsvarsordførere fået den opfattelse fra forsvarsministeren, at han ville "opstarte forhandlingerne".
- Jeg synes, at det er godt og trygt, at Troels Lund Poulsen står for det her, lød det blandt andet fra forsvarsordfører Lise Bech (DD).
Kommer til at lave overlevering
Men Troels Lund Poulsen nedtoner altså nu sin involvering kraftigt.
- Nu har jeg set, at der er nogle, der har ønsket at lave en polemisk politisk diskussion ud af det. Det, jeg sagde til forligskredsen på det seneste møde, er, at jeg kommer til at lave en overlevering. Det vil sige, at vi komme til at have et opstartsmøde med Torsten og jeg, og de partier, der er en del af forsvarsaftalen.
- Der vil jeg være med til at lave en overlevering. Men derefter kommer forhandlingerne af gode grunde til at lægge hos Torsten. Så det er Torsten, der kommer til at lave aftalen, siger forsvarsministeren.
Fra SF's forsvarsordfører, Anne Valentina Berthelsen, var forventningen endda, at Torsten Schack Pedersen ikke ville have fuld kontrol over forhandlingerne.
- Han får formentlig diktat fra Troels i forhold til, hvad han skal gøre, sagde hun tirsdag.
Det afviser Troels Lund Poulsen også.
- Jeg kommer selvfølgelig til at drøfte de her ting løbende med Torsten, hvis der er nogle ting, han vil vende med mig. Men pointen er, at jeg ikke er skyggeminister. Jeg kommer ikke til at sidde bagved og trække i nogle tråde. Det er Torsten, der kommer til at drive de her forhandlinger og sørge for, at der kommer en politisk aftale, siger han.
Forhandlingerne om beredskabsforliget starter op i løbet af september.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.