Vestas, Novo Nordisk og A.P. Møller-Mærsk har torsdag det til fælles, at deres aktier står til at blive nogle af de største tabere i C25-indekset.
Efter at de hver især tidligere torsdag aflagde regnskab for første kvartal, falder både Vestas og Mærsk mellem tre og fem pct. på fondsbørsen. Novo Nordisk falder over en pct., selv om medicinalkæmpen har opjusteret sine forventninger til hele året. Det er konklusionen kort før 10.
Flere analytikere spekulerer i, om det kan have noget at gøre med salget af selskabets populære fedmemedicin Wegovy, som ikke helt har levet op til forventningerne.
- Det er ikke lige den bedste historie, når nu det er produktet, der virkelig skal drive væksten de næste år, siger Oskar Barner Bernhardtsen, investeringsstrateg hos Saxo Bank, til Euroinvestor.
Wegovy omsatte for 27,8 mia. kr. i første kvartal mod 19,6 mia. kr. i samme periode sidste år.
Imens ser GN Store Nord ud til at blive den store vinder med en stigning på over 13 pct. efterfulgt af Pandora og Ørsted.
GN Store Nord, der sælger høretelefoner og høreapparater, nyder tilsyneladende godt af en strømlining af forretningen. Selskabet tjente i første kvartal over en kvart milliard, hvilket er en markant forbedring i forhold til samme periode sidste år, hvor det tabte 43 mio. kr.
Hos Pandora er man kommet ud af årets første tre måneder med organisk vækst på 18 pct.. Det har medvirket til en opjustering, der bliver modtaget pænt af aktionærerne.
Den samlede omsætning i Pandora lød på 6,8 mia. kr.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.