DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Lars Aagaard, klimaminister, er begejstret for at have modtaget to bud på støtte til CO2-fangst og lagring. (Arkivfoto).
Yves Herman/Reuters

To aktører har søgt milliardstøtte til CO2-fangst i 2030

Aalborg Portland og en hidtil ukendt ansøger har budt på milliardstøtte til at fange og lagre CO2 i 2030.
4. FEB 2026 15.00
Energi
Energilagring

Staten har modtaget bud fra to aktører på at få del i den milliardstore støttepulje til CO2-fangst og lagring, der skal være iværksat i 2030.

Det fortæller klimaminister Lars Aagaard (M), efter den officielle deadline for at søge udbuddet er udløbet onsdag eftermiddag.

Den ene aktør er Aalborg Portland, der tirsdag offentliggjorde deres bud.

Den anden byder bliver holdt hemmelig.

- Nu skal Energistyrelsen i gang med at læse tilbuddene og vurdere, om de er konditionelle, som det hedder i det sprog – altså om de kan accepteres. Og så bliver vi længere nede ad vejen klogere, siger Lars Aagaard.

Fangst og lagring af CO2 fra skorstene har i årevis været udset til at spille en nøglerolle i den danske klimaomstilling.

Rationalet er, at nogle sektorer som eksempelvis cementindustrien og affaldsforbrændingen er så svære at omstille til klimaneutrale praksisser, at man hellere vil filtrere CO2 ud af røgen fra processerne.

Her har Folketinget afsat knap 30 milliarder kroner til at støtte teknologien.

Som modsvar kræver man i udbuddet, at byderne kan levere de lovede CO2-reduktioner i 2030. Hvis ikke det sker, kan der falde bøder for op mod trecifrede millionbeløb.

Det er dog stadig en ny og relativt uprøvet teknologi, hvor infrastrukturen med transport og lagring endnu ikke er på plads.

Det forpligter de to bydere sig til at etablere.

Hvis ikke det lykkes dem at fange CO2 fra deres røg i 2030, venter der en stor millionbøde, hvilket flere aktører har betegnet som en stopklods.

Udbuddets deadline har været ventet med spænding, da der til sidste øjeblik har været usikkerhed omkring antallet af ansøgere, der kan søge.

De to bydere er en lettelse for Lars Aagaard, som dog samtidig må erkende, at de formentlig ikke kan løfte hele potentialet.

Regeringen og Folketinget har regnet med, at støttepuljen ville give en CO2-reduktion på 2,3 millioner ton CO2 i 2030.

Men det forventer klimaministeren ikke at nå med de to ansøgere.

- Det er klart, at min politiske drøm er at komme så tæt på de oprindelige målsætninger, men helt deroppe tvivler jeg ærlig talt på, at vi kommer med de bud. Det må vi vente og se, siger Lars Aagaard.

Hvis støttepuljen ikke havde fået nogen ansøgere, kunne 2030-målet om 70 procents reduktion være kommet i fare.

Men nu hvor der er to ansøgere, og den generelle klimafremskrivning går bedre end ventet, er der plads i CO2-budgettet til en mindre gevinst fra fangstpuljen.

- Vi har jo trods alt noget luft i klimafremskrivningerne, så jeg har et håb om, at en mindre effekt af støttepuljen overordnet set er til at håndtere, siger Lars Aagaard.

Lars Aagaard kan hverken fortælle, hvem den anden byder er, eller hvor mange ton CO2 aktøren venter reduceret.

Aalborg Portland har selv sagt, at de vil fjerne 1,4 millioner ton CO2, men det samlede tal blafrer stadig.

- Jeg har et håb om, at vi har et tal, der er nord for de 1,4 millioner ton CO2, men hvor langt nord ved jeg ikke.

/ritzau/

 

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//ccs/artikel/to-aktoerer-har-soegt-milliardstoette-til-co2-fangst-i-2030

GDPR