
Danmarks hidtil største idriftsatte havvindmøllepark Kriegers Flak får sig sandsynligvis en svensk storesøster inden for de kommende år. Således har den svenske regering i dag givet byggetilladelse til at opføre en svensk udgave af Kriegers Flak, oplyser Vattenfall i en pressemeddelelse.
- Vi er glade for, at regeringen har truffet denne beslutning. Hvis Sverige skal kunne opfylde kundernes fremtidige elbehov, er det helt nødvendigt at udbygge den fossilfri elproduktion, siger Anna Borg, der er administrerende direktør for Vattenfall.
Den svenske udgave kommer til at bestå af 40 til 50 vindmøller i området i den sydlige Østersø med en samlet effekt på ca. 640 MW, hvilket er en smule større end den danske havvindmøllepark, der har en kapacitet på 604 MW.
Det svenske energiselskab kalder selv godkendelsen fra regeringen "et vigtigt skridt fremad". Selskabet mangler dog fortsat at indhente flere nødvendige tilladelser samt nettilslutningen til land.
- Vattenfalls håb er, at Kriegers platforme vil kunne tilsluttes det svenske hovednet så hurtigt som muligt. Inden vindmølleparken kan stå færdig, skal alle nødvendige tilladelser dog være sikret og en aftale med Svenska Kraftnät om, hvordan tilslutning til hovednettet på land kan tilrettelægges, siger Helene Biström, der er leder af Vattenfalls forretningsområde Vind.
Vattenfall forventer at kunne tage endelig investeringsbeslutning i 2025, og at vindmøllerparken vil stå klar i 2028.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.