
Pumpespecialisten Svanehøj investerer i disse år et tocifret millionbeløb i en omlægning af produktionen med nye maskiner og robotter for at understøtte virksomhedens vækststrategi. De investeringer ser allerede ud til at give afkast.
Forandringerne i produktionen har således medført et markant bedre flow, og Svanehøj kører nu betydeligt flere ordrer igennem, end de gjorde for bare et år siden. Faktisk så mange, at den hidtidige produktionsrekord fra 2015 er slået allerede tre måneder før årets afslutning, oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
Selvom investeringer i maskiner og robotter har givet gevinst peger Svanehøj dog selv på nye roller til nogle medarbejdere, som årsag til virksomhedens fremskridt i produktionen.
Virksomheden valgte i starten af året at tildele tre af de ansatte i montagen en sideløbende rolle som produktionskoordinatorer. Deres opgave er i grove træk at holde styr på, om deres respektive teams får løst de opgaver, der er planlagt, og om de har alt, hvad de skal bruge for at løse dem.
- Der er ikke tale om en ledelsesrolle, men en opgavekoordinerende funktion, og organisatorisk har det været en kæmpe succes. Det samarbejde, der er opstået mellem værkfører, planlægning og produktionskoordinatorer, er meget kraftigt medvirkende til, at det er lykkedes os at køre en meget større omsætning igennem, siger Mikkel Bülow Bundgaard Sørensen, der er Head of Production hos Svanehøj.
Svanehøj kunne i 2021 melde om en rekordstor ordreindgang på mere end 740 mio. kr. Det har i 2022 medført et markant øget aktivitetsniveau, som produktionen på fornem vis har formået at håndtere. Svanehøj styrer på den baggrund mod en vækst i omsætningen på omkring 80 pct. sammenlignet med 2021.
Det skal ses i forhold til, at bemandingen i produktionen over det sidste år er vokset med knap en tredjedel til nu ca. 90 medarbejdere.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.