Medicinalindustrien har længe holdt hånden under den danske industriproduktion og økonomiske vækst, men nu går den formentlig ikke længere. Det vurderer Kristian Skriver, der er seniorøkonom i Dansk Erhverv, oven på tirsdagens tal for den danske industriproduktion i september.
Danmarks Statistik har godt nok opgjort septemberproduktionen til at være 0,2 pct. højere end august, når der korrigeres for sæson og inflation, men ser man på hele tredje kvartal, er der tale om en tilbagegang på 5,9 pct.
- Tilbagegangen er så stor, at det formentlig vil sende Danmarks bnp i bakgear, lyder det fra Kristian Skriver.
Selv om medicinalindustrien - anført af Novo Nordisk - har vist imponerende vækstrater hen over det seneste år, går produktionen her 10,6 pct. tilbage i tredje kvartal. Og når den øvrige industri skrumper samtidig med 2,1 pct., så kan selv diabetespræparater og slankemedicin ikke holde bnp-væksten fra at gå i rødt.
Forklaringen er først og fremmest, at nogle af vores nærmeste og største eksportmarkeder har det svært. Og der er ikke umiddelbart bedring i sigte.
- Den globale efterspørgsel efter varer er lav. Risikoen for recession på nærmarkederne i Sverige, Tyskland og Storbritannien er betydelig, og det vil ramme de danske industrivirksomheder de kommende måneder, vurderer Kristian Skriver.
Industrien beskæftiger omkring 300.000 personer herhjemme. Det svarer til omkring 10 pct. af den samlede beskæftigelse.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.