DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Støre: EU-aftale er vigtigere end nogensinde

Det handler om tryghed, når Arbejderpartiet vil indføre EU-direktiver på energiområdet, siger statsminister.  
30. JAN 2025 16.20
Energi
EU
Politik

Norge kan ikke sige nej til alle EU-direktiver i EU's energipakke, uden at det skaber tvivl om EØS-aftalens troværdighed. Og det er på et tidspunkt, hvor den er "vigtigere end nogensinde". Sådan lyder udmeldingen fra Norges statsminister Jonas Gahr Støre fra Arbejderpartiet på et pressemøde torsdag eftermiddag.

Pressemødet kommer i kølvandet på, at Centerpartiet har forladt regeringen på grund af utilfredshed over Arbejderpartiets EU-linje. Ifølge NRK drejer striden sig om, at Arbejderpartiet vil indføre tre direktiver fra EU's energipakke, men det vil Centerpartiet ikke gå med til. Partiets frygt er, at hele energipakken efterfølgende vil blive indført.

- Arbejderpartiet mener, at vi skal gå videre med at knytte os tættere til EU's energimarked. Konklusionen for mit vedkommende er, at Centerpartiet ikke vil, sagde Centerparti-leder Trygve Slagsvold Vedum på et pressemøde tidligere på dagen ifølge mediet.

Under statsministerens pressemøde understreger Jonas Gahr Støre, at norsk medvirken i direktiverne ikke handler om "strømpriser eller afgivelse af magt til nogen som helst herunder EU".

- Det handler om, at vi skal beskytte os selv og være sikre på, at vi ikke bliver udsat for for eksempel en handelskonflikt og toldkrig mellem Europa og USA, siger han.

Tidligere på dagen gjorde Centerpartiet det klart, at de trods regeringsudmeldelsen "synes det er naturligt", at Jonas Gahr Støre fortsætter som statsminister.

Lidt mere mudrede har meldingerne dog været fra statsministerens eget parti. For Jonas Gahr Støre har i den seneste tid været udfordret på posten som formand for Arbejderpartiet, hvor flere toneangivende partikammerater ifølge flere norske medier har arbejdet for en udskiftning.

En journalist fra det norske TV 2 spørger Jonas Gahr Støre, om eksempelvis arbejds- og inkluderingsminister Tonje Brenna har brugt sagen om regeringskrisen aktivt for at få ham ”væk som statsminister”.

- Her står jeg. Jeg er ikke væk, svarer Jonas Gahr Støre.

Spørgsmål: Du vandt magtkampen?

- Lad mig sige det sådan. Vi har en samlet partiledelse bag beslutningen, vi har taget nu.

Han understreger, at han er glad for, at der har været politisk debat i partiet om en så vigtig beslutning som regeringssamlingen. Partiet står nu sammen, fordi noget større er på spil, siger han.

- Det er vi meget motiverede for alle sammen.

Ifølge NRK kan det tage flere dage - måske en uge - før den nye regering er på plads.


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//solenergi/artikel/stoere-eu-aftale-er-vigtigere-end-nogensinde

GDPR