DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Stigende energipriser kan give tiende rentestigning på stribe

Der har været tvivl om, hvorvidt ECB vil hæve renten torsdag. Høje oliepriser kan blive tungen på vægtskålen.  
14. SEP 2023 9.05
Energi
Gas
Olie
Økonomi

I forsøget på at få banket inflationen længere ned kommer Den Europæiske Centralbank (ECB) til at finde rentehammeren frem for tiende gang i træk, når der er rentemøde i banken torsdag. Det vurderer Tine Choi Danielsen, der er chefstrateg hos pensionsselskabet PFA.

- Vi kan se, at aktiviteten i Europa er nedadgående, og det er noget, der bør være med til at trække inflationen ned. Så man kan argumentere for, at ECB har råd til at tage en pause, siger hun.

- Men så har vi energipriserne, som driller, og som kan komme til at drille igen i løbet af vinteren. Så jeg tænker, at centralbanken vil være på forkant.

Tine Choi Danielsen tror på, at ECB kommer til at skele til USA, hvor de seneste inflationstal for august viste, at højere energipriser er med til at løfte inflationen i landet. Det er blandt andet sket som en konsekvens af en russisk og saudiarabisk beslutning om at begrænse olieproduktionen.

Det har fået prisen på olie til at stige. Og det er noget, der hurtigt har sat sig i brændstofpriserne. Herhjemme kan man også se, at benzinpriserne er begyndt at stige.

Tror på rentestigning

Tine Choi Danielsen forventer, at ECB kommer til at hæve renten med 0,25 procentpoint torsdag. Det vil i så fald bringe den op på fire pct. Man skal flere årtier tilbage i tiden for at finde en styrende rente, der kan måle sig med nutidens niveau.

Kigger man tilbage i tiden, er energipriser ikke noget, som europæiske forbrugere har bekymret sig synderligt om. Faktisk er det noget, som man ofte har set igennem fingre med, siger Tine Choi Danielsen.

- Men når vi i forvejen er i et miljø med høj inflation, vil olieprisstigninger komme til at påvirke mere og hurtigere i økonomien, end tilfældet eksempelvis var i 2010'erne, lyder det.

Flere økonomer har ofte italesat risikoen for at sende den europæiske økonomi i recession, hvis renterne bliver for høje. Frygten er, at forbrugerne kommer til at sætte sig for hårdt på deres penge, og at den økonomiske udvikling derfor går i stå. Men ifølge chefstrategen er det ikke det, som ECB primært styrer sin pengepolitik efter.

- ECB styrer kun efter ét mål, og det er to procent i inflation. Så teknisk set kan centralbanken være ligeglad med den risiko.

- Selvfølgelig er det med i overvejelserne, for man er heller ikke interesseret i at sende os ud i en dyb recession. Men reelt skal banken ikke styre pengepolitikken efter det, siger hun.


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/stigende-energipriser-kan-give-tiende-rentestigning-paa-stribe

GDPR