
Urimelig konkurrence fra statsstøttede kinesiske virksomheder øger behovet for at styrke konkurrenceevnen blandt europæiske virksomheder. Og det vil kræve bedre adgang til statsstøtte. Det sagde EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, på et pressemøde fredag efter EU-Kommissionens besøg i Sverige.
Dermed udvider von der Leyen argumentationen for øget brug af statsstøtte. Den har hidtil især fokuseret på USA og Joe Bidens enorme lovpakke "Inflation Reduction Act". Ifølge Bruxelles indeholder den så meget statsstøtte, at det truer med at skævvride konkurrencen for europæiske virksomheder.
- Vi ved, at konkurrence øges. Men vi skal bevare lige vilkår, ellers vil det have negativ effekt på vores konkurrencedygtighed og investeringer i Europa, siger Ursula von der Leyen.
Retter mere fokus mod Kina
På pressemødet fredag nedtoner hun dog effekterne af "Inflation Reduction Act". Hun fremhæver i stedet urimelig konkurrence fra Kina.
- Der er selvfølgelig USA's "Inflation Reduction Act", hvor vi arbejder på at reducere de negative bivirkninger for Europa. Men endnu mere alvorligt, så står vi over for urimelig konkurrence i den grønne teknologisektor fra Kina. Tænk på deres massive, skjulte statsstøtte til vindturbiner og solpaneler. Derfor skal vi forsikre virksomhederne i Europa om, at vi vil bevare og udvide de økonomiske tiltrækningskraft, siger von der Leyen.
I den forbindelse ønsker EU-Kommissionen øget adgang til statsstøtte for europæiske virksomheder. Det skal ifølge von der Leyen ske ved at gøre reglerne for statsstøtte mere forudsigelige og enkle. Og ved at give EU-landene adgang til midler, der kan bruges til statsstøtte.
- Vi skal sikre, at der er investeringer på tværs af EU for at bevare det indre marked. Derfor skal vi skabe troværdige finansieringsmuligheder. Pengene skal være til rådighed på kort og mellemlang sigt. De skal sikre et tilstrækkeligt europæiske svar, siger von der Leyen.
Svær situation for Sverige
Ligesom Danmark er Sverige dog traditionelt fortaler for frihandel. Indgreb i markederne og statsstøtte til virksomheder bliver normalt ikke set som reelle løsninger i nordeuropæiske lande som Sverige og Danmark.
Derfor er det svenske formandskab havnet i en svær situation. De næste seks måneder skal Sverige lede forhandlingerne i EU, mens EU-Kommissionen og flere EU-lande presser på for øget adgang til statsstøtte.
I et forsøg på et imødegå den situation har Sverige selv gjort konkurrenceevne til et af de fire hovedtemaer for det svenske EU-formandskab. EU skal forbedre den langsigtede konkurrenceevne og ikke bare give statsstøtte, siger den svenske statsminister Ulf Kristersson fredag.
- Vi bliver nødt til at starte en reel diskussion om, hvordan vi øger vores produktivitet og vores konkurrenceevne. Og om hvordan vi tiltrækker flere selskaber baseret på vores egne kapaciteter og ikke vores statsstøtte regler, siger Ulf Kristersson.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.