Rusland præsident, Vladimir Putin, "må betale prisen" for at have "undgået fred" i Ukraine. Sådan lyder meldingen fra Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, natten til fredag.
- Putins taktik med at tøve og forsinke, mens han fortsætter med at dræbe og udgyde blod i hele Ukraine (er, red.) uacceptabel, siger Starmer i en udtalelse.
Udmeldingen fra den britiske premierminister kommer natten før et topmøde i det Europæisk Politiske Fællesskab, EPC, i Albaniens hovedstad, Tirana. Her mødes stats- og regeringschefer fra både EU- og yderligere 20 lande for at drøfte sikkerhedsudfordringer i Europa.
Repræsentanter fra Rusland og Ukraine ventes samme dag at mødes til samtaler i Istanbul i Tyrkiet for at tale om en mulig afslutning på krigen i Ukraine. Hverken Putin eller Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, forventes at deltage i samtalerne.
Den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, nedtonede torsdag forventningerne til et gennembrud i forhandlingerne i Tyrkiet.
Russisk energisektor kan blive centralt mål for sanktioner
EPC blev i 2022 oprettet på initiativ af den franske præsident, Emmanuel Macron, som modsvar på Ruslands invasion i Ukraine.
Ifølge Starmer vil deltagerne under mødet fredag "lægge pres på den russiske regering", efter at Putin torsdag ikke mødte op til forhandlingerne i Istanbul om at afslutte krigen i Ukraine.
- Der skal aftales en fuldstændig, betingelsesløs våbenhvile, og hvis ikke Rusland er villig til at sætte sig ved forhandlingsbordet, må Putin betale prisen, siger den britiske premierminister.
Hvis ikke Rusland går med til en våbenhvile, forventer han, at den russiske energisektor vil blive et "centralt mål for omfattende sanktioner i de kommende uger".
Storbritannien og EU-landene nåede tidligere i denne uge til enighed om at indføre en sanktionspakke mod Ruslands skyggeflåde for at begrænse Ruslands krigsøkonomi.
Ruslands skyggeflåde er betegnelsen for olietankere, der transporter russisk olie og er belagt med sanktioner. Sanktionspakken, der er EU's 17. mod Rusland, skal formelt vedtages på tirsdag.
/ritzau/AFP
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.