Danskerne brugte i januar 13 procent mindre el og 26 procent mindre gas sammenlignet med normalforbruget for januar. Det oplyser Energistyrelsen i en pressemeddelelse.
- Danskerne har taget deres gode sparevaner med ind i det nye år. Derfor er vi kommet godt gennem vinteren indtil nu, siger vicedirektør i Energistyrelsen Martin Hansen.
Reduktionen i elforbruget er den hidtil højeste for en enkelt måned det seneste år. Det er et udslag af danskernes mådeholdende adfærd, skriver Energistyrelsen. Det relativt milde vejr i januar har dog også haft en betydning, da en del af elforbruget i vintermånederne går til opvarmning.
Gode vaner skal fortsætte
Danskerne har generelt været gode til at skrue ned for el- og gasforbruget siden efteråret. Det skyldes blandt andet, at Rusland skruede markant ned for gasforsyningen til Europa. Det fik både prisen på gas og el til at stige drastisk.
Folketinget vedtog på den baggrund en plan for, at gasforbrug i private husholdninger skal udfases. Besparelsen på gasforbruget betyder, at gaslagrene er mere fyldte, end de normalt er på dette tidspunkt af året.
Energiforsyningen er generelt stabil på tværs af alle energikilder. Det er dog afgørende, at danskerne fortsætter med at holde igen med el- og gasforbruget, lyder det fra Energistyrelsen.
- En fortsat stabil forsyningssituation er afhængig af, at vi bevarer de gode sparevaner, også selv om vi går lunere tider i møde, siger Martin Hansen.
- Hen over foråret og sommeren skal gaslagrene nemlig fyldes op, så vi er forberedt på næste vinter. Fyringssæsonen, som løber til og med april, er heller ikke forbi endnu, så det er vigtigt, at vi bibeholder den gode spareadfærd, siger han.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.