
SØNDERBORG: Når mennesker samler sig i byer fører det helt naturlig udledninger med sig. Faktisk står byer for mere end 70 pct. af den globale CO2-udledning og forbruger over 65 pct. af verdens energi. Derfor er der meget at hente på klimakontoen, hvis byer bliver mere bevidste om deres forbrug.
Derfor udpegede EU sidste år 100 klimabyer til at tage del i at udvikle nye metoder for grøn omstilling, der skal forbedre mulighederne for, at alle europæiske byer bliver klimaneutrale inden 2050.
De udpegede byer skal alle udfærdige en Climate City Contract (CCC), som indeholder byens mål og planer for klimaneutralitet, og i dag blev de første ti byer så belønnet med det Mission Label, der fortæller, at deres Climate City Contract er gennemgået og godkendt af Europa-Kommissionen med støtte fra eksperter - herunder Den Europæiske Investeringsbank (EIB) og Det Fælles Forskningscenter (JRC).
Sønderborg Kommune er blandt de ti byer, og den første danske by til at modtage prisen. Det glæder borgmester i Sønderborg Kommune, Erik Lauritzen (S).
- Jeg er meget glad for, at Sønderborg Kommunes indsats for et bedre klima endnu en gang bliver anerkendt af EU. Og jeg er stolt over, at det sker på grund af arbejdet i ProjectZero, hvor vi som område har stået sammen og samarbejdet på tværs for at skabe resultater og nedbringe CO2-udslippet. I Sønderborg-området har private og offentlige aktører i fællesskab fundet opskriften på et succesfuldt samarbejde, fordi vi har fat samme retning siden 2007, hvor energieffektiviseringer og grønne løsninger bliver udviklet og omsat til virkelighed, siger Erik Lauritzen (S).
Mission Label kan give fordele
Sønderborgs Climate City Contract bygger på den ProjectZero strategi og masterplan, som Sønderborgområdet i fællesskab siden 2007 har arbejdet for at realisere. Målet er at hele kommunens energisystem skal være CO2-neutralt i 2029. Med udgangen af 2022 havde Sønderborgområdet reduceret udledningerne med cirka 400.000 ton svarende til 57 procent.
At få blåstemplingen fra Europa-Kommissionen er ikke uden betydning. EUs Mission Label kan blandt andet hjælpe med at lette adgangen til finansiering fra EU, nationale og regionale finansieringskilder, herunder også private investeringer, oplyser Sønderborg Kommune.
Ud over Sønderborg har følgende byer torsdag modtaget EUs Mission Label: Cluj-Napoca (Rumænien), Klagenfurt (Østrig), Mannheim (Tyskland), Stockholm (Sverige) og de fem spanske byer Madrid, Valencia, Valladolid, Vitoria-Gasteiz og Zaragoza.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.