DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Donald Trump vil hæve tolden på importvarer - Foto: Brian Snyder/Reuters

Smalt vælgerflertal støtter Trump-forslag om told på importvarer

Republikanernes præsidentkandidat har bebudet, at han vil indføre ti procent told på udenlandske varer.  
17. SEP 2024 10.35
Erhverv
Økonomi

Et smalt flertal af de amerikanske vælgere bakker op om Donald Trumps forslag om at øge tolden på importvarer. Det fremgår af en meningsmåling foretaget af analyseinstituttet Ipsos for nyhedsbureauet Reuters.

56 pct. af de registrerede vælgere i undersøgelsen siger, at de bakker op om en overordnet told på ti pct. på importvarer og en told på 60 pct. på varer fra Kina. Begge dele har Trump annonceret, at han vil indføre, hvis han bliver USA's næste præsident.

41 pct. af de adspurgte vælgere siger, at de vil være "mindre tilbøjelige" til at støtte en kandidat, der ønsker at indføre de foreslåede toldsatser.

Toldspørgsmålet deler vandene i USA, hvor økonomer har advaret om, at øget told på import vil skade den amerikanske økonomi.

Økonomer frygter, at højere toldsatser vil føre til stigende priser, hvilket kan ramme de amerikanske familier og økonomien som helhed hårdt. I forvejen er priserne på blandt andet dagligvarer steget markant de seneste år i USA, hvor inflationen har været høj.

Økonomi i fokus

Netop økonomi er højt på dagsordenen op til præsidentvalget i USA. Ifølge Ipsos' undersøgelse tyder det på, at Trump på økonomiområdet har et forspring i forhold til sin modstander i valgkampen, Kamala Harris.

Blandt andet tror 37 pct. af vælgerne, at Trump vil være mere tilbøjelig til at fokusere på at nedbringe den amerikanske statsgæld end Harris. 30 pct. mener, at Harris vil have mest fokus på at nedbringe gælden.

Lige så mange - 30 pct. - forventer dog ikke, at nogen af de to kandidater vil prioritere at nedbringe den offentlige gæld. 47 pct. af vælgerne vurderer desuden, at Trump vil være bedre end Harris til at sikre gode forhold for erhvervslivet. 37 pct. mener, at erhvervslivet vil have større gavn af en stemme på Harris.

Demokraternes kandidat har et lille forspring, når det handler om familieøkonomi. 43 pct. af vælgerne svarer således, at Harris vil forsøge at skabe "et økonomisk klima, der er godt for mig og min familie".

42 pct. svarer det samme om Trump, der stiller op for Republikanerne. Målingen er foretaget blandt 1405 registrerede amerikanske vælgere. Der er en fejlmargin på cirka tre procentpoint.


/ritzau/Reuters

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/smalt-vaelgerflertal-stoetter-trump-forslag-om-told-paa-importvarer

GDPR