DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Jochen Eickholt er snart fortid i Siemens Gamesa. (Arkivfoto.)
Focke Strangmann/AFP/Ritzau Scanpix

Siemens Gamesa skifter direktør oven på endnu et underskud

Efter endnu et milliardunderskud skifter Siemens Gamesa nu ud på direktørstolen, hvor Jochen Eickholt overlader posten til Vinod Philip per 1. august.
8. MAJ 2024 10.55
Erhverv
Navne
Økonomi

Det går stadig skidt med indtjeningen i Siemens Gamesa. Det fremgår af moderselskabets Siemens Energys kvartalsregnskab, som er blevet præsenteret onsdag.

Vindmølleproducenten kom ud af kvartalet med et underskud før afskrivninger på 448 mio. euro (3,3 mia. kr.), hvilket er større end samme periode sidste år, hvor underskuddet lød på 374 mio. euro. Resultatet blev realiseret ud af en omsætningen på 2,3 mia. euro. hvilket er 4,6 pct. lavere end sidste år.

Tilbagegangen er bl.a. resultatet af, at Siemens Gamesa har hentet markant færre ordrer ind i kvartalet. Således har man landet ordrer for 881 mio. euro mod 3,64 mia. euro året før. Det skyldes bl.a. fortsatte problemer med Siemens Gamesas onshore-møller.

"Som forventet faldt ordrerne kraftigt i forhold til et stærkt kvartal året før. Onshore-ordrer var fortsat påvirket af en midlertidig afbrydelse af salgsaktiviteterne for 4.X- og 5.X-møllerne. Derudover modtog offshore- og servicevirksomhederne ikke nogen store ordrer, der kan sammenlignes med samme kvartal året før, som omfattede en ordre på 1,7 mia. euro i Storbritannien,” lyder det i regnskabet.

For hele året forventer Gamesa en vækst i omsætningen på ti til 12 pct., hvilket er et pænt løft af de tidligere forventninger, som lød på mellem nul og fire pct. Underskuddet forventes dog fortsat at ramme to mia. euro. 

Farvel til direktør

Siemens Gamesa har igennem de seneste år tabt styrtende med penge. Det har fået virksomheden til at foretage et skift på direktørposten, som Jochen Eickholt har bestredet siden 2022.

Ifølge en pressemeddelelse fra Siemens Energy har med indgået en gensidig aftale, om at Eickholt fratræder posten som administrerende direktør den 31. juli 2024. Han bliver dog i virksomheden frem til 30. september, for at sætte sin efterfølger ind i tingene. 

Efterfølgeren er fundet internt i form af Vinod Philip, som per. 1. august indtager posten. Han kommer fra en stilling som head of global functions. 

- I en meget vanskelig situation hos Siemens Gamesa lagde Jochen det centrale grundlag for den akut nødvendige omorganisering og nystart inden for Siemens Energy, siger Siemens Energy's CEO Christian Bruch. Han understreger desuden, at Jochen Eickholt ikke kan bebrejdes for de nuværende problemer inden for onshore vind. 

- Det er kun rimeligt at understrege, at de nuværende kvalitetsproblemer ikke er opstået under hans direktørperiode, siger Christian Bruch.

Satser på break-even i 2026

Med de tiltag, som Jochen Eickholt  har sat i gang, og som Vinod Philip skal videreføre, tror Siemens Energy dog på en rentabel fremtid for Siemens Gamesa.

Målet er allerede i 2026 at nå break-even, og herefter skal virksomheden begynde at tjene penge igen på sigt er målet en positiv tocifret driftsmargin.

Selskabet vil fortsat satse både på onshore- og offshore-forretningen. Onshore forretningen vil dog fremover primært fokusere på markeder, der tilbyder stabile regulatoriske rammer "hvor Siemens Gamesa optimalt og rentabelt kan imødekomme kundernes behov med sit produktsortiment." Det vil ifølge Gamesa især være muligt på det europæiske marked og i USA. 

"Andre lokale markeder betjenes kun i nye forretninger, hvis dette giver økonomisk mening i det respektive tilfælde. Produktionskapaciteten i landområdet vil blive tilpasset denne nye retning," lyder det i en meddelelse. 

Den organisatoriske omlægning vil også resultere i afskedigelser. Alt i alt forventer Siemens Energy dog, at antallet af ansatte hos Siemens Gamesa vil forblive nogenlunde konstant over de næste par år, da eksempelvis offshore-området ventes at vokse.

Den vigtigste opgave i offshore-området er opbygningen af kapaciteten, som i øjeblikket kører som planlagt på pladserne i Cuxhaven (Tyskland), Aalborg (Danmark) og Le Havre (Frankrig)," lyder det i en meddelelse.

Hvor afskedigelserne vil komme vil Jochen Eickholt og Vinod Philip beslutte, drøfte og forhandle om med de respektive medarbejderrepræsentanter i løbet af de næste par måneder.

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/siemens-gamesa-skifter-direktoer-oven-paa-endnu-et-underskud

GDPR