DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Den russiske præsident, Vladimir Putin, har udtalt sig om USA's mulighed for at udvinde af mineraler og jordarter i Rusland og Ukraine. - Foto: Mikhail Metzel/Reuters

Rusland tilbyder USA at udvinde sjældne jordarter og mineraler

Putin er klar til at tilbyde amerikanske samarbejdspartnere adgang til jordarter på Ruslands "territorie".  
25. FEB 2025 9.31
Internationalt
Natur
Politik

Den russiske præsident, Vladimir Putin, har tilbudt USA muligheden for sammen med Rusland og på russisk jord at udforske aflejringer af sjældne jordarter såsom aluminium. Det siger Putin på statsligt tv efter et møde med sine ministre mandag aften, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Vi er forresten klar til at tilbyde det (fælles projekter, red.) til vores amerikanske partnere - og når jeg siger "partnere", mener jeg ikke kun administrative og statslige aktører, men også virksomheder, hvis de viser interesse for et samarbejde.

USA's præsident, Donald Trump, har presset på for at få Ukraine til at underskrive en aftale, som giver USA eksklusiv adgang til Ukraine reserver af sjældne mineraler.

- Jeg vil understrege, at vi utvivlsomt har betydeligt flere ressourcer af denne slags end Ukraine, tilføjer Putin.

Putin siger også i interviewet, at han er klar til, at USA investerer i mineraler i Ukraine, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Vi er også klar til at tiltrække udenlandske partnere til vores såkaldte nye territorier - vores historiske territorier, der er gået tilbage til at være en del af Rusland, siger Putin og henviser til de østlige regioner i Ukraine, som Rusland har besat med sin militære offensiv.

Mandag var det tre år siden, at Rusland invaderede Ukraine 24. februar 2022.

Verdens femtestørste jordreserver

Rusland har verdens femtestørste jordreserver af sjældne metaller, viser data fra USA's institut for geologiske undersøgelser, USGS, ifølge Reuters.

Foran Rusland er Kina, Brasilien, Indien og Australien. Ruslands reserver anslås til at være 3,8 millioner ton.

De sjældne jordarter bruges til at producere magneter, som sætter strøm i bevægelse i for eksempel elektriske biler, mobiltelefoner, missilsystemer og andre elektroniske apparater. Rusland udvinder kun 2500 ton koncentrat per år og mangler kapacitet til forarbejdning af jordarterne.

Putin siger videre i interviewet, at russiske virksomheder kan levere op til to millioner ton aluminium til det amerikanske marked årligt, hvis det åbner for russisk import igen, skriver Reuters.


/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//solenergi/artikel/rusland-tilbyder-usa-at-udvinde-sjaeldne-jordarter-og-mineraler

GDPR