
Aalborg Havn har i 2024 leveret et regnskab med rekordhøj omsætning på 285 mio. kr. og en markant vækst i både aktivitet og indtjening. Det skriver Aalborg Havn i en pressemeddelelse.
Omsætningen steg med 22 pct. i forhold til 2023, og resultatet af den primære drift endte på 80 mio. kr., svarende til en stigning på 76 pct. Det samlede årsresultat lyder på 54,4 mio. kr., hvilket er en fremgang på ca. 73 pct.
– Det er et historisk regnskab for Port of Aalborg og en markant blåstempling af vores langsigtede udvikling, der har taget yderligere fart de seneste år. I dag er vi både en moderne logistikhub og en erhvervspark med markante styrkepositioner inden for blandt andet vindindustrien, siger bestyrelsesformand i Port of Aalborg A/S Bjarne Jensen.
Godsmængden steg til 2,5 mio. tons fra 2,1 mio. tons året før. Udlejningsgraden i erhvervsparken er ligeledes steget, og engangsindtægter som salg af arealer har også bidraget positivt til resultatet.
– I 2022 lancerede vi en ny strategi med skærpet fokus på det nordjyske erhvervsliv og den grønne omstilling, og det begynder vi nu at se resultaterne af. Det positive regnskab er et udtryk for, at vi dels har nogle stærke logistikløsninger, som senest er blevet styrket af, at vi har etableret en konkurrencedygtig containerterminal, efter at Royal Arctic Line forlod Aalborg, siger adm. direktør Kristian Thulesen Dahl, der er adm. direktør i Port of Aalborg.
– Og dels lykkes vi med at servicere og skabe gode rammer for virksomhederne både i og omkring vores erhvervspark. Vi er derfor en attraktiv lokation for virksomheder, der gerne vil skalere deres forretning. Det gælder både for eksisterende virksomheder i området og for virksomheder, der leder efter nye kontor- og lagerfaciliteter eller nyt areal at bygge på, siger Kristian Thulesen Dahl.
Aalborg Havn råder over 4,9 mio. kvadratmeter erhvervsareal med tilhørende kajanlæg og over 210.000 kvadratmeter kontor- og lagerbygninger. Hovedparten ligger omkring det østlige havneområde.
– Vi er ét af Nordjyllands hurtigst voksende erhvervsområder med rigtig mange virksomheder, der samarbejder på kryds og tværs, og som generelt er gode til at hjælpe hinanden, fx ved at dele ressourcer. Vores opgave er at servicere deres behov på bedst mulig vis, og vi kan heldigvis mærke, at virksomhederne har det godt og vækster, siger Kristian Thulesen Dahl.
Særligt samarbejdet med vindindustrien har præget årets aktivitet.
– Vores samarbejde med vindindustrien vokser betragteligt i disse år, og det kan ses på regnskabet. Det gælder håndtering af stykgods for virksomhederne på havnen, der leverer komponenter til nogle af verdens største havvindmølleparker. Og det gælder også vores evne til at tilbyde arealer og faciliteter til fx lagring og produktion. I 2024 har vi eksempelvis arbejdet hårdt på en 400.000 kvadratmeter stor vingeplads til Siemens Gamesa, der for nyligt blev taget i brug, forklarer Kristian Thulesen Dahl.
Året bød også på nye investeringer. Havnen købte over 260.000 kvadratmeter areal til nyudvikling, omlagde en stor del af maskinparken til el og tog en næsten 500 tons tung eldrevet mobilkran i brug.
– Vi må ikke stå stille, hvis vi også fremover skal levere de bedste rammer for erhvervslivet. Samtidig er havnene udset til at spille en helt afgørende rolle som kritisk infrastruktur for den grønne omstilling, og med de meget store vindprojekter, vi ser hos os i disse år, får vi en forsmag på, hvad der kræves i fremtiden. Skal vi lykkes, kræver det meget store investeringer, og at havnene ikke udsættes for unfair konkurrence, siger Kristian Thulesen Dahl.
Han henviser blandt andet til regeringens havnepartnerskab, der i 2024 kom med anbefalinger til udvikling af landets havne. Ifølge direktøren arbejder Aalborg Havn og Aalborg Kommune nu målrettet på at blive udpeget som en af de fem industriparker, regeringen planlægger at etablere senere i 2025.
jel
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.