Radikale vil have grønne pengeministerier
Politisk leder hos De Radikale Martin Lidegaard vil have en ny, klimavenlig retning for ministerier.
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Radikale vil have grønne pengeministerier

Økonomiske ministerier skal se udgifter til klimatiltag som investeringer frem for ren udgift, mener Martin Lidegaard (R). Professor ser en pointe i kritikken.
15. SEP 2023 14.26

De økonomiske ministerier skal vende den finanspolitiske tankegang på hovedet, hvis vi skal løse klimakrisen. Det er De Radikales politiske leder Martin Lidegaards erfaringer, både fra sin tid som klimaminister og som parlamentarisk grundlag for S-regeringen efter klimavalget i 2019.

- Som vi forstår finanspolitik i dag, og som der bliver regnet i de økonomiske ministerier, er alle udgifter omkostninger. Der er ikke forskel på, om man bruger dem på ældreomsorg eller til at investere i vindmøller, siger han.

Lidegaard har dedikeret et kapitel i sin nye bog "Generationskontrakten" til det, han kalder "den sorte boks": Finansministeriet og Skatteministeriet. Bogen er udkommet få dage før partiets landsmøde i weekenden. De to pengeministerier skal nikke godkendende til klimatiltag, inden en regering kan vedtage dem.

- Vi har på Slotsholmen fået en centralisering, der er dræbende, siger Martin Lidegaard.

Han har set det udmønte sig, når det kommer til udbygning af vedvarende energi. At vindmøller har været set som en omkostning, og Martin Lidegaard føler sig overbevist om, at det er årsagen til, at det er svært for staten at kompensere kommuner og naboer til vindmøller og solceller.

Ligeledes har det taget årevis at få tilladt en afgiftslempelse på brugen af overskudsvarme i energisektoren, fordi det ifølge Martin Lidegaard strider mod de gængse opfattelser af afgiftsbrug.

Kritik fra Klimarådet

Et andet eksempel på debatten kan findes i Klimarådets seneste statusrapport. Her kritiserer det uafhængige ekspertorgan Skatteministeriets beregninger bag CO2-afgiften for industrien.

Der er brugt en for generel metode, som tillægger cementindustri og gartnerier samme produktionsnedgang ved en afgift, selv om der er væsentlige forskelle på de to industrier.

Kritikken lyder, at Skatteministeriet regner med, at afgiften påvirker Aalborg Portlands produktion mere, end tilfældet er. Og at klimapolitikken derfor anrettes forkert. Ifølge professor på RUC Bent Greve er der en skævhed i den måde, ministerierne regner på.

- På den ene side er det rigtigt, at når man skal træffe langsigtede beslutninger, så er man nødt til at vurdere både, hvad er udgifterne her og nu, og hvad er fordelene på længere sigt, siger Greve.

Han nævner energibesparelser som eksempel. Det er en udgift nu, men fordelene ved reduceret CO2-udslip og ved lavere udgifter skal man også beregne, påpeger han.

- Så på den måde er jeg sådan set enig i kritikken.

- Når det så er sagt, så er vi tilbage ved, at der er en eller anden samlet mængde udgifter, man kan afholde, siger han.

Radikale vil sætte en ny retning for ministerierne

For Martin Lidegaard er det et spørgsmål om, at politikerne sætter en ny retning for ministerierne. Hans kritik er rettet mod det politiske niveau og ikke embedsfolkene.

- Jeg har ikke et billede af kutteklædte folk, der laver noget andet, end de fik besked på.

- Hvis det politiske niveau siger til et ministerium, at det skal være anderledes, vil det blive anderledes.

Det ville De Radikale lettere kunne have gjort, hvis de havde valgt at gå med i SVM-regeringen i december 2022.

- Det var en af de centrale drøftelser, vi havde, om man kunne lave om på disse mekanismer, siger Martin Lidegaard.

I regeringsforhandlingerne på Christiansborg oplevede han dog et fravær af vilje til klimapolitik. Det gjorde, at han mistede troen på, at han reelt ville få mulighed for det. Regeringen giver, mener han, intet mandat til at føre klimapolitik.

Lidegaards analyse er, at partiet ikke ville kunne tåle at have en post som klimaminister uden at kunne gennemføre partiets klimapolitik.


/ritzau/

 

Hanstholm Havn
Tilmeld dig nyhedsbrevet