
150 GW i Nordsøen og 90 GW i Østersøen er de politiske ambitioner for offshore vindenergi. Det burde få en underleverandør til vindmølleindustrien til at juble. Men hænderne er ikke fastlåst oppe over hovedet hos danske PolyTech, der udelukkende leverer til vindmøllebranchen.
Efter et godt år i år i 2020 har virksomheden faktisk både i 2021 og 2022 måttet sige farvel til personale på trods af de store politiske ambitioner.
- Vi ser rigtig meget vækst målt på MW, men vi ser ikke en særlig stor vækst på antallet af enheder, siger Mads Kirkegaard, der er CEO for PolyTech, i et oplæg på Danish Offshore Industry Conference, som foregår i Esbjerg.
For på trods af at der inden for kort tid, skal være sket en stor udbygning af offshore vind, vil antallet af møller, der skal levere energien stort set ligge konstant på omkring 2400 stk på verdensplan frem mod 2027, viser prognoser. Møllerne er nemlig på kort tid blevet meget større og mere effektive.
- Energiteknisk er det smart, at der kommer mere effekt på møllerne, for PolyTech er det en udfordring. Så vi skal have flere produkter per mølle, hvis pengene skal gå op, siger Mads Kirkegaard.
Mere volumen kræver standardisering
De cirka 2.400 møller, som skal leveres inden for en kort årrække, vil groft sagt blive leveret af fem-seks producenter på verdensplan, lyder det fra direktøren.
- De fem-seks leverandører skal altså deles om 2.400 produkter. Det er jo ikke særligt mange per vindmølleproducent. Og vindmølleproducenterne har ikke været særligt gode til at standardisere, siger han.
Den manglende standardisering er en udfordring for PolyTech, da udvikling af produkter kræver mange dyre mandetimer. Og mølleproducenterne, som skal levere møllerne, har ifølge Mads Kirkegaard mange forskellige måder at lave eksempelvis vindmøllevinger på.
- For at få råd til at udvikle noget god teknologi, har vi behov for noget volumen. Der er ikke særligt meget på tværs af vindmøller, der er standardiseret og ligner hinanden, lyder bekymringen.
Derfor har har Mads Kirkegaard også et ønske om netop standardisering hos vindmølleproducenterne, som han tror bliver delt af flere underleverandører.
- Vi vil gerne, at man kan standardiserer teknologien på møllerne, lyder ønsket fra direktøren.
Tror på ændringer i branchen
Det bliver dog branchen selv, der ifølge Mads Kirkegaard skal løse problemstillingen, her nytter politisk indblanding for at skabe standarder ikke.
- Hjælpen kommer ikke fra politisk side, siger han.
Hvis ikke det lykkes at få mere standardisering på dagsordenen i branchen, frygter Kirkegaard, at det kan få konsekvenser for den grønne omstilling.
- Jeg tror, at den grønne omstilling kommer til at trække ud og ikke bliver introduceret i den grad, som der er behov for. Og det er vi afhængige af, siger han.
Han har dog tro på bedring på området.
- Branchen skal modnes lidt, det er en relativt ung branche og ingeniørtung. Volumen har været stor, og der har været god ræson i at hver producent har haft deres egne idéer, siger Kirkegaard og fortsætter:
- Men det er vi nødt til at gå væk fra, hvis vi skal lave nogle billigere og bedre møller og nogle der kan producere noget mere strøm. Så det snakker vi med producenterne om er at få lavet nogle standarder.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.