
Høje energipriser og inflation var med til at skabe et fald i verdenshandlen på 1,2 pct. sidste år. Det skriver Verdenshandelsorganisationen (WTO) i en rapport udgivet onsdag.
Men organisationen regner med, at der igen i 2024 og 2025 vil være en stigning i handlen. I 2024 forventes en stigning i varehandlen på 2,6 pct.. I 2025 ventes handlen at stige med 3,3 pct..
Prognosen for 2024 er en nedjustering fra oktober, hvor WTO spåede en stigning i år på 3,3 pct.. Men trods nedjusteringen betoner WTO, at man allerede ser tegn på bedring i handlen.
- Vi gør fremskridt i retning af en bedring i den globale handel, siger WTO-generaldirektør Ngozi Okonjo-Iweala.
Konflikter og spændinger i verden skaber dog usikkerhed om udviklingen.
- Det er afgørende, at vi afbøder risici som geopolitiske stridigheder og fragmentering af handlen for at fastholde økonomisk vækst, siger Ngozi Okonjo-Iweala.
Med fragmentering henviser WTO til, at "nogle regeringer er blevet mere skeptiske over for fordelene ved handel". Det fremhæves blandt andet, at handlen mellem Kina og USA voksede 30 pct. mindre end de to landes handel med resten af verden.
Organisationen Dansk Erhverv kalder de overordnede WTO-forventninger til de kommende år for "positivt nyt" - også i Danmark.
- Det meste af 2023 har industrien været knækket over i to, hvor medicinalindustrien med Novo Nordisk i spidsen leverer imponerende høj vækst, mens resten af industrien har oplevet tilbagegang, siger seniorøkonom Kristian Skriver i en skriftlig kommentar.
- Det er altså vendt på det seneste, hvor resten af industrien igen er i fremgang, fortsætter han.
/ritzau/AFP
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.