DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Finland og Sverige søgte begge om medlemskab af Nato efter den russiske invasion af Ukraine. Finland trådte ind i april sidste år. Nu - næsten et år senere - er det blevet Sveriges tur. (Arkivfoto).
John Thys/Ritzau Scanpix

Østersøen bliver "Nato-sø" - men Rusland kan stadig true undersøisk infrastruktur

Efter en langvarig proces bliver Sverige medlem af Nato. Rusland bliver dermed eneste land omkring Østersøen, som ikke er medlem af forsvarsalliancen.  
27. FEB 2024 13.12
Internationalt
Sikkerhed
Østersøen

Den sidste brik i puslespillet er lagt. Sverige er nu kun formaliteter fra et længe ventet Nato-medlemskab. Og det giver panderynker i Rusland.

For med Sverige som del af forsvarsalliancen er alle landene omkring Østersøen - bortset fra Rusland - Nato-medlemmer. Det har fået flere til at fastslå, at den strategisk vigtige Østersø nu er Natos sø. Forstået på den måde at Nato har den klare overhånd i området. Rusland får sværere ved at manøvrere der, hvis en krig mellem Nato og Rusland skulle bryde ud.

Sveriges Nato-medlemskab gør det samtidig nemmere for Nato at udøve magt i Østersøen og forsvare de sårbare baltiske lande.

Men Rusland kan stadig true regionen fra den tungt bevæbnede eksklave Kaliningrad, der ligger klemt ind mellem Polen og Litauen langs Østersøen, og true undersøisk infrastruktur. Det siger Minna Alander, der forsker ved Finnish Institute of International Affairs, til AFP.

- Hvis man kigger på kortet, så er Østersøen geografisk set blevet en Nato-sø. Men der er stadig meget arbejde at gøre for Nato, siger hun.

Svensk og finsk Nato-medlemskab mindsker risiko for bredere konflikt

Sverige bringer blandt andet ubåde specifikt designet til færden i Østersøen ind i Nato. Den ekstra styrke, som Nato får med først Finland og nu også Sveriges indtræden, mindsker risikoen for, at en bredere konflikt bryder ud. Det har Jonny Lindfors, den svenske hærchef, tidligere sagt til avisen Dagens Nyheter.

- Det bliver en ret imponerede styrke med den kombinerede kraft fra Tyrkiet i syd hele vejen op til Svalbard i Arktis.

Finland og Sverige søgte begge om medlemskab af Nato efter den russiske invasion af Ukraine. Finland trådte ind i Nato i april sidste år. Men for Sverige har processen trukket mere ud. Landet har kæmpet med at få grønt lys fra Nato-landene Ungarn og Tyrkiet.

Ungarn gav som det sidste Nato-land ja til svensk medlemskab mandag. Nu mangler kun de sidste dokumenter formelt at blive ordnet. Det kan være klaret allerede inden ugens udgang, skriver TT.

amp/ritzau/

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/oestersoeen-bliver-nato-soe-men-rusland-kan-stadig-true-undersoeisk-infrastruktur

GDPR