
Ørsted dropper salget af en del af det amerikanske havvindprojekt Sunrise Wind og vil i stedet styrke sin kapitalstruktur gennem en kapitalforhøjelse med fortegningsret til eksisterende aktionærer på 60 mia. kr.
Den danske stat deltager med sin ejerandel på 50,1 pct., og resten af aktierne er fuldt garanteret af Morgan Stanley & Co. International plc., hvis andre eksisterende aktionærer ikke vil udnytte deres købsret. Det oplyser Ørsted i en meddelelse.
Beslutningen skyldes, at det ikke er muligt at sælge en del af Sunrise Wind på vilkår, der styrker økonomien tilstrækkeligt. Uden salget skal Ørsted selv finansiere hele projektet, hvilket kræver omkring 40 mia. kr. Provenuet fra kapitaltilførslen skal derfor blandt andet bruges til at dække dette behov samt finansiere opførelsen af i alt 8,1 GW havvind frem til 2027 og sikre selskabets kreditværdighed.
- I lyset af den regulatoriske udvikling i USA, som er uden fortilfælde, har vi foretaget en grundig gennemgang af alle muligheder. Ørsteds bestyrelse har konkluderet, at den planlagte kapitaltilførsel er den bedste vej fremad for selskabet og dets interessenter. Kapitaltilførslen vil styrke Ørsteds kapitalstruktur og give en finansiel robusthed i årene 2025 til og med 2027, siger Lene Skole, der er bestyrelsesformand i Ørsted.
Andre frasalg og opdaterede mål
Ørsted oplyser, at selskabet fortsat arbejder med delvise frasalgsprocesser af havvindmølleparkerne Changhua 2 og Hornsea 3 samt undersøger et fuldt frasalg af den europæiske Onshore-forretning. Selskabet forventer at rejse over 35 mia. kr. gennem frasalg i perioden 2025-26. Koncernchef Rasmus Errboe fremhæver, at tiltaget er nødvendigt for at kunne levere på selskabets forretningsplan.
- Fremtidsudsigterne for havvind er stærke på vores kernemarkeder i Europa. Ørsted og industrien er dog i en ekstraordinær situation med en negativ markedsudvikling i USA, der kommer på toppen af de seneste års makroøkonomiske udfordringer samt udfordringer i forsyningskæden. Kapitaltilførslen vil styrke vores evne til at realisere det fulde potentiale af vores eksisterende portefølje og sikre fremtidige værdiskabende muligheder inden for havvind, siger Rasmus Errboe, der er adm. direktør i Ørsted.
I forbindelse med kapitaltilførslen opdaterer Ørsted sine mål på mellemlang sigt. Selskabet planlægger et investeringsprogram på ca. 145 mia. kr. i perioden 2025-27 for den nuværende projektportefølje. EBITDA forventes at udgøre over 28 mia. kr. i 2026 og over 32 mia. kr. i 2027. Afkastet af investeret kapital (ROCE) ventes at blive gennemsnitligt ca. 11 pct. i perioden 2025-27 og over 13 pct. i perioden 2028-30. Ørsted fastholder sin målsætning om solid kreditværdighed og forventer at genoptage udbyttebetaling fra regnskabsåret 2026.
For at få godkendt kapitaltilførslen hurtigst muligt indkalder Ørsted til ekstraordinær generalforsamling. Den skal afholdes 5. september 2025.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.