Energinet er i fuld gang med forberedelserne til at koble tre nye havvindmølleparker til elnettet. Det sker, efter et flertal i Folketinget mandag besluttede at sende tre områder i udbud: Nordsøen I Midt, Nordsøen I Syd og Hesselø i Kattegat.
For disse parker skal Energinet stå for de nødvendige forundersøgelser og etablere tilslutningspunkter til det danske elnet. Vinderne af udbuddene får ansvaret for selve anlæggene – herunder møller, kabler og transformerstationer frem til Energinets net. Arbejdet med at klarlægge havbundsforhold og sikre miljøtilladelser er i gang og bliver afgørende for, at projekterne kan realiseres.
Miljøvurderingen af Hesselø Havvindmøllepark er allerede langt fremme. Miljøkonsekvensrapporten for landanlæggene og udkast til §25-tilladelse er i høring frem til 30. juni, og Energinet forventer en endelig tilladelse i august 2025. Det betyder, at denne park er tættest på at kunne gå i gang med arbejdet frem mod tilslutning.
For Nordsøen I Midt og Nordsøen I Syd forventes de næste vigtige skridt at komme i efteråret 2025, hvor der skal afholdes anden offentlig høring for miljøvurderingerne af landprojekterne. En miljøtilladelse ventes tidligt i 2026.
Til gengæld blev Nordsøen I Nord, Kattegat og Kriegers Flak II ikke genudbudt i denne omgang. Energinet havde ellers forberedt tilslutningen for disse parker med henblik på idriftsættelse senest i 2030. Det videre arbejde med dem afventer nu en afklaring fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.
esl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.