
Da Gert Vinther Jørgensen i august blev udnævnt til Group CEO i Norlys forlod han samtidig posten som Group CFO. Nu har Norlys så fundet hans afløser.
Valget er faldet på Anne Mette Aaby Aaes, som tiltræder 7. november. Her bliver hun samtidig en del af i direktionen i Norlys Group, oplyser virksomheden i en pressemeddelelse. Der er tale om et comeback i Norlys for Anne Mette Aaby Aaes, som blev et offer for den nye ledelsestruktur, som Norlys indførte i maj.
- Efter en grundig rekrutteringsproces er det et enigt ansættelsesudvalg, som har valgt Anne Mette. Hun har erfaring med risikostyring, rapportering, budgettering og forecast og kan samtidig skabe både struktur og overblik, og dertil kommer, at hun er en stærk kommunikator, siger Jens Erik Platz, der er bestyrelsesformand for Norlys a.m.b.a.
Gennem sin tidligere ansættelse har Anne Mette Aaby Aaes et stort kendskab til Norlys-koncernen. Hun kom til det daværende EnergiMidt i 2013 som økonomichef og har været en vigtig del af de fusioner, som førte til dannelsen af Norlys i 2019. Her var hun SVP med ansvar for finansområdet og medlem af koncernledelsen frem til, at Norlys indførte en ny ledelsesmodel i maj 2024, hvilket på daværende tidspunkt betød et farvel til Norlys.
Siden da har hun blandt andet uddannet sig som bæredygtighedsrevisor, og nu er hun altså tilbage i Norlys igen.
- Anne Mette har en stærkt finansiel baggrund og er en stor kapacitet på ESG-området, som hun har været med til at løfte til et helt nyt niveau i Norlys. Anne Mette skaber høj arbejdsglæde omkring sig, har den helt rette fællesskabsånd, og så har hun erfaring med at lede store organisatoriske transformationer, siger Gert Vinther Jørgensen, der er Group CEO i Norlys.
Anne Mette Aaby Aaes glæder sig over at være tilbage i Norlys, hvor hun skal være med til at fokusere på den langsigtede strategiske udvikling af den samlede Norlys-koncern som en aktiv ejer af de forskellige forretningsben.
- Norlys står midt i en spændende overgang til en ny struktur, hvor porteføljeledelse er kerneopgaven i Norlys Group. Vi skal sikre, at koncernens samlede værdiskabelse lever op til det, vi har lovet vores ejere. Jeg ser frem til at danne makkerpar med Gert og til igen at bidrage til det stærke fællesskab i Norlys, siger Anne Mette Aaby Aaes.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.