DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Milliardstor tysk Marshall-plan får endelig politisk godkendelse

Forbundsrådet giver grønt lys til en forfatningsændring, der åbner for enorme investeringer i tysk infrastruktur og forsvar.
21. MAR 2025 13.20
Internationalt
Økonomi

Et flertal i Forbundsrådet i Tyskland, Bundesrat, har stemt for en forfatningsændring, der lemper den såkaldte gældsbremse. Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Gældsbremsen sætter et loft over, hvor meget gæld den tyske stat kan optage, og den er skrevet ind i landets forfatning. Som den sidste godkendelse var det nødvendigt med et flertal på to tredjedele i Bundesrat. Her stemte 53 medlemmer af de 69 medlemmer for ved afstemningen fredag morgen, skriver AFP.

Bundesrat består af repræsentanter fra Tysklands 16 delstater. Det andet kammer i det politiske system i Tyskland er Forbundsdagen, Bundestag. Her blev forfatningsændringen stemt igennem tirsdag.

Når ændringen nu er stemt igennem systemet, er vejen banet for en massiv investeringspakke på 500 mia. euro.

Pengene skal især gå til investeringer i forsvar og infrastruktur. Aftalen forventes også at få betydning for dansk økonomi. 

Aftalen har på den ene side CDU/CSU og SPD, som forventes at danne regering sammen inden for nær fremtid, og De Grønne på den anden side.

Markus Söder, som står i spidsen for partiet CSU, og som er ministerpræsident i Bayern, kaldte investeringspakken for "den tyske Marshall-plan". Det er med henvisning til den plan, som hjalp Europa i gang efter Anden Verdenskrig.

- Vi må gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at Tyskland endnu en gang får et af de stærkeste forsvar i Europa og kan beskytte sig selv, sagde Söder ifølge AFP.

Tyskland har efter Anden Verdenskrig været tilbageholdende med at bruge store summer på landets militær. Men Ruslands invasion af Ukraine fik i 2022 den daværende kansler, Olaf Scholz, i aktion. Her annoncerede han ekstra investeringer i forsvar, hvilket fik Tyskland op på Natos mål om at bruge to pct. af bruttonationalproduktet, bnp.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/milliardstor-tysk-marshall-plan-faar-endelig-politisk-godkendelse

GDPR