Der skal tages store midler i brug for at sikre europæiske borgere og virksomheder, som er blevet gidsler under energikrisen, der har Rusland som omdrejningspunkt. Det skriver statsminister Mette Frederiksen (S) i et fælles opråb med Finlands statsminister, Sanna Marin, og Sveriges statsminister, Magdalena Andersson. Brevet er sendt til EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.
- Vi har allerede taget vigtige skridt for at adressere situationen, men det står klart, at vores indsats indtil videre for at mindske presset ikke er nok, skriver de tre statsministre.
- Det er nødvendigt med omgående handling for at håndtere de uacceptabelt høje omkostninger, som vores indbyggere står over for.
- Vi bliver nødt til at overveje alle initiativer, som har en væsentlig effekt på forbrugere, en effekt, der bliver nødt til at gøre en forskel for husstande og virksomheder i EU, skriver de.
Flere forslag til tiltag
Mette Frederiksen, Sanna Marin og Magdalena Andersson mener blandt andet, at EU bør går efter i samlet flok at nedbringe efterspørgslen på elektricitet og sørge for, at der bliver sat en stopper for prisstigningerne. Herudover skal der laves midlertidige tilpasninger for blandt andet at minimere den effekt, som høje gaspriser har for energiforbruget.
EU-landene skal også sætte tempoet op med at omstille til grøn energi for at slippe ud af afhængigheden af russiske fossile brændstoffer.
- Vi står i en krise, og vi bliver nødt til at handle derefter. Vi er glade for dit klare budskab om behovet for handling og de modige initiativer, som du præsenterede i går (onsdag, red.), skriver de tre nordiske statsministre.
Ursula von der Leyen fremlagde onsdag i overskriftsform fem forslag, som skal få energiprisen ned i EU. Blandt dem var et prisloft for russisk gas. Torsdag fremlagde tre ministre i den danske regering en række initiativer, der skal nedbringe energiforbruget.
Man vil blandt andet slukke lyset på offentlige bygninger og sænke temperaturen i bygningerne til 19 grader. Hospitaler, vuggestuer og plejehjem er undtaget. Normalt har temperaturen ligget på mellem 21 og 23 grader.
For statens bygninger er det et krav, der gennemføres via instruks, mens de samme tiltag er en anbefaling for kommunale bygninger og regionsbygninger.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.