Statsminister Mette Frederiksen (S) er med, når USA's præsident, Joe Biden, torsdag og fredag inviterer 40 ledere fra hele verden til virtuelt klimatopmøde.
Efter fire år med Donald Trump som fodslæbende præsident på klimaområdet vil Joe Biden have USA til at indtage en førende rolle, hvilket glæder statsministeren.
- Med topmødet melder USA sig nu for alvor tilbage ind i klimakampen. Det er ekstremt vigtigt, for det er med til at drive dagsordenen fremad på globalt plan, siger Mette Frederiksen i en pressemeddelelse.
I 2017 meddelte Donald Trump, at han enten ville genforhandle Parisaftalen eller trække sit land ud af den. Aftalen fra 2015 handler om at mindske den globale opvarmning til 1,5-2 grader fra førindustrielt niveau inden år 2100.
USA trak sig formelt fra aftalen i november sidste år, men Joe Biden underskrev på sin første dag som præsident et dekret, der melder USA ind i Parisaftalen igen.
Fredag skal Mette Frederiksen afgive et dansk indlæg, der handler om betydningen af innovation for den grønne omstilling.
Herudover medbringer statsministeren Danmarks store slagnummer på klimaområdet, klimaloven, til topmødet. Den indeholder en målsætning om, at Danmark i 2030 skal have reduceret udledningen af drivhusgasser med 70 procent set i forhold til niveauet i 1990.
Danmark er inviteret med til topmødet som et af seks EU-lande. De andre er Tyskland, Frankrig, Spanien, Italien og Polen.
- Det gør en forskel for et land som Danmark at deltage som et af de særligt udvalgte lande. Det giver os en mulighed for at vise, hvad vi kan på det grønne område, siger Mette Frederiksen.
Rige lande skal hjælpe mere
Ifølge John Nordbo, der er klimarådgiver i den humanitære organisation Care Danmark, bør statsministeren også benytte klimatopmødet til at minde de rige lande om, at de ikke lever op til de løfter, som de har givet.
I regeringens langsigtede strategi for en global klimaindsats "En Grøn og Bæredygtig Verden" fra september sidste år står der, at "vi kan være med til at inspirere andre lande og spille en konstruktiv brobyggerrolle i de internationale klimaforhandlinger".
- Det fremgår helt klart af den klimastrategi, der blev lagt i september sidste år, at det vil man gerne internationalt, siger John Nordbo.
- Det vil være helt på sin plads, hvis Mette Frederiksen på dette møde er med til at pege på, at de rige lande skal være med til at leve op til deres løfter om klimabistand til verdens fattige.
- De rige lande har lovet 100 mia. dollar om året i klimabistand, og det seneste tal er 80 mia. dollar, siger han.
I Parisaftalen forpligtede knap 200 medlemslande i FN's klimakonvention sig til at hjælpe med 100 mia. dollar årligt til udviklingslande.
Pengene skal bruges til at hjælpe de fattigste lande i verden med at reducere deres udledninger og hjælpe dem med at tilpasse sig klimaforandringerne.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.