Præsident Joe Biden vil fremsætte et løfte om at halvere USA's udslip af drivhusgasser inden 2030. Det skriver nyhedsbureauet AP.
AP og flere andre amerikanske medier citerer anonyme kilder tæt på Biden-administrationen for den nye målsætning. Omfanget af nedskæringerne på de amerikanske udspil blev første gang omtalt af Washington Post tirsdag.
Det er planen, at den nye amerikanske målsætning skal offentliggøres ved åbningen af Bidens klimatopmøde torsdag og fredag.
USA's tidligere mål i Parisaftalen har været en nedskæring på mellem 26 og 28 pct. inden 2025 – sammenholdt med udslipsniveauet i 2005.
Forslaget i USA vil indebære dramatiske forandringer i energi- og transportsektorerne - deriblandt store stigninger i investeringer i vedvarende energikilder som vindmøller og solcelleanlæg samt store nedskæringer i udslippene af olie og benzin.
Målsætningen er et ikke-forpligtende og symbolsk løfte, som vil blive et af nøgleelementerne på topmødet.
Grøn bølge blandt verdenslederne
Det er ventet, at flere lande vil præsentere nye udslipsmål på topmødet. EU er nået til enighed om en foreløbig aftale om et nedskæring på 55 pct. sammenlignet med niveauet i 1990.
Den britiske premierminister, Boris Johnson, har netop lovet at forpligte sit land til at reducere CO2-udslip med 78 pct. i 2035. Det er næsten 15 år tidligere end hidtil planlagt, og det er et af de mest ambitiøse miljøpolitiske mål, som noget industriland har sat sig.
Kinas præsident, Xi Jinping, vil deltage i det virtuelle klimatopmøde, oplyste det kinesiske udenrigsministerium onsdag. På topmødet vil den kinesiske præsident holde en "vigtig tale", hedder det i en erklæring.
40 politiske ledere er inviteret. Heriblandt den danske statsminister, Mette Frederiksen (S).
På trods af spændinger mellem Rusland og USA har også den russiske præsident, Vladimir Putin, takket ja til invitationen fra Joe Biden.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.