DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
(Arkivfoto.)
Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Medie: Grønne pensionskasser finansierer oliejagt i Nordsøen

AkademikerPension og AP Pension har millioner investeret i verdens største boreplatforme.  
1. MAJ 2024 10.17

To af Danmarks mest klimabevidste pensionskasser, AkademikerPension og AP Pension, har millioner investeret i verdens største boreplatforme, som globale olieselskaber bruger til at lede efter nye oliefelter. Det viser en gennemgang af pensionskassernes investeringer som det undersøgende medie Danwatch, i samarbejde med FinansWatch, har foretaget

Boreplatformene opererer havområder overalt på kloden. Blandt andet i Nordsøen og Barentshavet, hvor de leder efter nye olie- og gasforekomster på vegne af store olieselskaber som Equinor, Aker BP og TotalEnergies.

Begge pensionsselskaber har omfattende klimapolitikker, og de har skilt sig af med investeringer i store oliegiganter, som blandt Equinor, på grund af fodslæbende klimaindsatser.

Og AkademikerPension og AP Pension nævner i deres eksklusionskriterier for investeringer specifikt “boringer” og “drilling-sektoren” som en uacceptabel forretningsaktivitet. Alligevel har begge pensionskasser investeret i obligationer udstedt af flere selskaber, der ejer flydende boreplatforme.

En af dem er Transocean Enabler. Den måler 113 gange 97 meter, huser 130 mennesker og er netop bygget til at bore i havbunden i barske havområder. Lige nu befinder den sig i den sydøstlige del af Barentshavet. Her er den på oliejagt for Norges største olieselskab Equinor.

Transocean Enabler er finansieret af obligationer udstedt af ejeren, Transocean. Obligationer som AkademikerPension og AP Pension har investeret i.

Selskaber afviser at investeringer strider med klimapolitikker

AkademikerPension eller AP Pension afviser, at investeringerne strider mod deres klimapolitikker, der er blandt pensionssektorens mest ambitiøse.

“Ingen af de nævnte selskaber optræder med overskridelser af vores tærskler i de datasæt som vi benytter som kilde”, siger investeringsdirektør i AkademikerPension, Anders Schelde.

"De selskaber fra vores beholdning, som I nævner, ligger ikke inden for de sektorer som vi screener for, og derfor falder de ikke inden for vores kriterier for eksklusion”, siger Anna Maria Fibla Møller, der er chef for ansvarlige investeringer i AP Pension.

Foruden Transocean har AkademikerPension investeringer i flere andre af verdens største drilling-selskaber, som ejer aktive boreplatforme.

Blandt investeringerne finder man for eksempel Nabors, Precision Drilling, Seadrill, Shelf Drilling og Valaris. I alt investerer AkademikerPension og AP Pension henholdsvis 161 og 229 mio. kr. i drilling-sektoren.

For eksempel har AkademikerPension også 22 mio. kr. investeret i obligationer udstedt af Valaris, der netop har indgået en ny millionkontrakt med olieselskabet ENI. AkademikerPension har ekskluderet ENI af klimahensyn, men fastholder investeringen i Valaris, som foretager olieboringer for ENI.

Professor: Investeringer modarbejder Paris-aftalen

Kirsten Halsnæs, professor i Klima og Økonomi ved DTU og tidligere ledende hovedforfatter på FN’s klimapanels (IPCC) rapporter, mener, at investeringer i boreplatforme strider mod klimaaftalen fra Paris i 2015. Det gælder uanset hvad eksklusions-politiken ellers formulerer.

- Der er bestemt ikke brug for mere olieudvinding, problemet er snarere, at der er for meget olie, og investeringer i boreplatforme, som leder efter nye oliekilder, er ikke i overensstemmelse med Parisaftalens mål om at begrænse de globale temperaturændringer, siger Kirsten Halsnæs.

De karakteristiske flydende ingeniørkonstruktioner er ekstrem dyre i både drift og vedligehold. Derfor finansieres boreplatforme løbende ved obligationsudstedelser, som investorer kan sætte deres penge i mod en årlig fastlagt forrentning. Flere af obligationerne, udstedt af selskaberne bag boreplatformene, har udløbsdatoer langt ude i fremtiden. Nogle helt frem til 2041.

- At støtte denne type investeringer er jo en blåstempling af, at selskabet fortsætter denne type aktiviteter i meget lang tid. Hvis vi skal indfri Paris-aftalen, så er det åbenlyst problematisk, siger Thomas Meinert Larsen, der er kampagneleder for ansvarlige investeringer hos Klimabevægelsen.

Hele pensionssektoren har investeret over 1,5 mia. kr. i drilling-sektoren.

amp

 



 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/medie-groenne-pensionskasser-finansierer-oliejagt-i-nordsoeen

GDPR