
- Olé, olé, olé, ola! Lula, Lula!
Det var ikke til at mase sig igennem jublende folkemængder ved COP27 i Sharm el-Sheikh, da den kommende brasilianske præsident, Luiz Inácio Lula da Silva, var i nærheden. Onsdag indtog han klimatopmødet, og opmærksomheden rettede sig mod den kommende leder af Sydamerikas største økonomi.
Allerede tidligt på dagen stimlede folk sammen, da Lula dukkede op ved en mindre sidebegivenhed ved klimatopmødet COP27 i Sharm el-Sheikh, Egypten. Og det var der god grund til. For med sig havde Lula en klar besked.
- Jeg er her for at sige til jer alle, at Brasilien er tilbage i verden. Brasilien var ikke født til at være et isoleret land, sagde han ifølge AFP.
Vil have COP30 til Brasilien
Han foreslog samtidig, at COP30 i 2025 bliver afholdt i Amazonas - den brasilianske delstat, som er næsten helt dækket af regnskov. Med andre ord: Brasilien vil gå efter en central rolle i kampen mod klimaforandringer.
Dermed var scenen sat for Lulas senere optræden, hvor han formelt skulle holde sin tale ved COP27. En tale, der desuden blev en halv time forsinket, fordi der var så mange mennesker at holde styr på.
Her lagde han heller ikke skjul på, at Brasiliens retning på klimaområdet bliver en helt anden, når han 1. januar 2023 tager over som præsident efter Jair Bolsonaro, som er kritiseret for at negligere klimaet.
- Brasilien er igen klar til at gøre en indsats for at sikre en sundere planet.
Kampen mod klimaforandringerne vil ligge helt i top over hans prioriteter. Lula, der har stort fokus på bekæmpelsen af fattigdom, talte også de fattige landes sag ved klimatopmødet. Han mener, at de betaler en uforholdsmæssig høj pris for klimaforandringerne, fordi det er de rige lande, der primært står for udledningerne.
Fattige lande vil have kompensation
En diskussion, der er højt på COP-dagsordenen, hvor de fattige lande kræver kompensation fra de rige for de klimakatastrofer, som indtræffer oftere og oftere. Endelig kom Lula også ind på en af sine store mærkesager, den brasilianske regnskov.
Den har lidt under forgængeren, og nu er det tid til - for Brasilien og verdens skyld - at vende udviklingen i Amazonas, verdens største regnskov.
- Der er ingen sikkerhed for kloden uden en beskyttet Amazonas. Vi vil gøre, hvad det kræver for at stoppe afskovning helt, sagde Lula.
Spørgsmålet er nu, om Lulas optræden kan give tiltrængt medvind til de afsluttende forhandlinger under klimatopmødet.
Tirsdag meddelte EU-Kommissionen, at EU hæver sit reduktionsmål for 2030 fra 55 procent til 57 procent sammenlignet med 1990.
Et beskedent mål, der dog har givet anledning til en lille håb om at skubbe forhandlingerne fremad, og som der måske kan bygges videre på efter Lulas meldinger.
Møde går formentligt over tid
COP27 skal efter planen slutte fredag, men foreløbig tyder det ikke på, at tidsplanen holder.
Der er stadig store udeståender som spørgsmålet om finansiering af klimakampen, og om hvor ambitiøse målene i virkeligheden skal være.
Alle lande skal være enige, før en aftale er på plads. Så det bliver nok - som det plejer - weekend, før en sluttekst er landet.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.