DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Et solcellehegn ved Zürich Airport skal teste, om lodret opsatte solpaneler kan bruges til at øge produktionen af vedvarende energi ved lufthavnen.
Zürich Airport.

Lufthavn tester solcellehegn for at få mere vedvarende energi

Pilotprojekt med lodret opsatte solceller skal afdække, om teknologien kan udbredes til større arealer
25. APR 2025 11.37
Energi
Research & Development

Lufthavnen i den schweiziske by Zürich har sat et testanlæg med lodrette solpaneler i drift som led i selskabets plan om at nå netto nul udledning af egne drivhusgasser inden 2040. Projektet skal afklare potentialet i såkaldte solcellehegn, der både producerer strøm og fungerer som fysisk afskærmning. Det skriver Zürich Airport i en pressemeddelelse.

– I et første skridt ønsker vi at indsamle erfaringer med de lodret opsatte solanlæg og vurdere, om teknologien også kan bruges andre steder. Parkeringsarealer er for eksempel oplagte, siger Guido Hüni, der er leder af energi og dekarbonisering i Zürich Airport.  

Testanlægget er installeret ved en nedlagt sikkerhedsbarriere tæt på lufthavnens varmeanlæg. Formålet er at vurdere effektiviteten, vejrbestandigheden og hvordan solcellehegnet kan integreres i den daglige drift. Ifølge Zürich Airport giver lodrette solpaneler mulighed for strømproduktion på begge sider af panelet, hvilket kan øge udbyttet med 10 til 30 pct. sammenlignet med traditionelle, vandrette anlæg. Samtidig fordeles elproduktionen mere jævnt over dagen.

Zürich Airport ser solenergi som et centralt element i strategien for at reducere CO2-udledninger. Den strøm, lufthavnen ikke selv producerer, stammer allerede i dag fra vedvarende kilder. Med nye projekter inden for solenergi vil også andelen af egenproduceret strøm stige markant.

– Produktionen af solenergi skal næsten 20-dobles frem mod 2040 sammenlignet med niveauet i 2024. Dermed øger vi både produktionen af vedvarende energi og graden af selvforsyning, siger Guido Hüni.  

I øjeblikket er der solcelleanlæg på 12 bygninger i lufthavnen. En foreløbig analyse viser, at yderligere 40 tage kan være egnede til nye anlæg. Det kræver dog, at solpanelerne ikke blænder piloter eller medarbejdere i kontroltårnet. Når udbygningen er gennemført, forventes solcelleanlæggene at kunne producere strøm svarende til årsforbruget i 5000 husstande.

jel

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//innovation/artikel/lufthavn-tester-solcellehegn-for-at-faa-mere-vedvarende-energi

GDPR