Årets overenskomstforhandlinger er nået til det punkt, hvor der er hvid røg. Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) er blevet enige om en samlet mæglingsskitse.
Det oplyser FH i en pressemeddelelse, hvor FH-formand Morten Skov Christiansen siger, at han er stolt af en aftale med højere løn og mere pension for 850.000 lønmodtagere.
Efter at parterne nu er nået til enighed om en fælles mæglingsskitse, udestår kun sidste store trin i årets overenskomstforhandlinger. Det sker, når medlemmerne på begge sider skal stemme ja eller nej til det resultat, som parterne har opnået.
En mæglingsskitse indeholder typisk de i forvejen indgåede forlig, en mæglingsskitse for de områder, hvor parterne ikke kan blive enige, og nogle fælles bestemmelser for alle overenskomster på DA og FH-området. Herefter skal forligsmand Jan Reckendorff skrive et endeligt mæglingsforslag, som sendes til afstemning blandt medlemmerne.
Der stemmes om alle overenskomster under ét, og hvis det ender med et ja, træder de nye treårige overenskomster i kraft med tilbagevirkende kraft fra 1. marts 2025.
Langt størstedelen af overenskomsterne på området var forhandlet på plads, inden FH og DA mødtes i Forligsinstitutionen torsdag formiddag for at binde de sidste ting sammen. Der var enighed om overenskomster for 99 pct. af de ansatte. Det er ifølge administrerende direktør i DA Jacob Holbraad historisk.
Ved afstemningen om den samlede mæglingsskitse skal hele mæglingsskitsen til afstemning. Det betyder, at selv om enkelte områder stemmer overenskomsten ned, er det kun det samlede resultat, der tæller. Ender det med et ja, vil de nye overenskomster gælde med tilbagevirkende kraft fra 1. marts. Afstemningen begynder i de berørte organisationer 25. marts, og resultatet skal foreligge 9. april, oplyser FH.
Overenskomstforhandlingerne blev for alvor skudt i gang med industriens parter, CO-Industri og Dansk Industri lige efter nytår. 9. februar kunne de sammen underskrive en aftale, som lader mindstelønnen stige fra 136,15 kr. til i alt 146,90 kr. over tre år.
Forliget på industriens område bliver normalt betragtet som et gennembrudsforlig, der kommer til at danne skole for de øvrige forhandlinger. Med industriens overenskomst kan ansatte se frem til mere frihed, højere indbetaling til pension, mere i løn og mere barsel.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.