
I Sydgrønland, hvor den kæmpestore og ellers isdækkede ø faktisk er grøn, ligger bjergplateauet Kvanefjeld - på grønlandsk Kuannersuit.
Ud over stedets skønhed indeholder det enorme mængder af meget eftertragtede ressourcer af sjældne jordarter. De er afgørende i de batterier, vi skal bruge i vores moderne teknologier og i den grønne omstilling.
Det er uundværlige stoffer til produktion af solceller, vindmøller, batterier til elbiler og mange andre ting. Et felt, som Kina ellers sidder tungt på.
Derfor var det en kæmpestreg i regningen for det australske mineselskab Energy Transition Minerals (ETM), da Grønlands nye regering, Naalakkersuisut, efter landstingsvalget i november 2021 af miljøhensyn vedtog en lov, der forbyder udvinding af uran.
Kunne have givet kæmpe indtægter til Grønland
For det betyder, at selskabet, der siden 2007 har ledt efter sjældne jordarter i området, ikke får lov at udvinde dem. Det skyldes, at der samtidig vil blive udvundet radioaktivt uran.
Forbuddet kommer, selv om ETM har stillet Grønland indtægter fra minen i udsigt på 140 mia. kr. i skatter og afgifter. Det svarer til 35 gange sidste års rekordhøje bloktilskud på cirka fire mia. kr. fra Danmark.
I stedet er striden endt med, at Energy Transition Minerals i en voldgift kræver en historisk stor erstatning på omkring 80 mia. kr. fra Grønland og Danmark.
Et krav som Naalakkersuisut, den grønlandske regering, lige inden jul gav sit svar på. Her slår selvstyret på, at sagen skal henvises til domstolene.
Grønlandsk minister: Fantasital
Uenigheder om en afgørelse truffet af Naalakkersuisut på baggrund af råstofloven skal ifølge loven behandles ved domstolene og ikke af en voldgiftsret, står der i svaret fra regeringen til voldgiften.
- En dansk voldgift kan ikke afgøre, om der kan udledes uran i Grønland. Sagen hører hjemme i en retssag, siger minister for råstoffer Naaja Nathanielsen (IA) til Ritzau.
Hun mener, at det store 17-mands team bag det australske krav kører en skræmmekampagne og opererer med "fantasital".
- En retssag kan i værste fald ende med, at landsstyrets afgørelse var ulovlig, og at beslutningen dermed skal gå om. Men uanset hvad bliver udbetalingen af de meget omtalte og udokumenterede 80 mia. kr. aldrig aktuel, siger hun.
Det grønlandske selvstyre beder derfor voldgiftsretten om først at tage stilling til sig selv:
Er voldgiftsretten overhovedet det rette sted at afgøre den milliardstore tvist, som Grønland i øvrigt ser som sin egen og ikke en fælles sag med Danmark?
- For mig er Danmark ikke naturlig part i denne sag, da Grønland allerede i 2010 hjemtog ansvaret for råstofområdet. Så i første omgang er det op til voldgiftsretten, om sagen skal henvises til grønlandsk lov og ret, siger hun.
Naalakkersuisut, den grønlandske regering, som oprindeligt ligesom Danmark havde svarfrist til voldgiften indtil 8. januar, forventer i løbet af nogle uger at offentliggøre sit svar.
Ekspert: Råstofferne kan få enorm betydning
Betydningen globalt af de sjældne jordartsmaterialer, som er i spil i Grønland, er enorm, fastslår Jakob Kløve Keiding. Han er centerleder på Videnscenter for Mineralske Råstoffer og Materialer på Geus (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland).
- Den globale produktion er årligt på omkring 250.000 ton. Og de sjældne jordartsmetaller er svære at erstatte med andre råstoffer. Siden 2010 har de været på EU’s liste over kritiske råstoffer på grund af deres store økonomiske betydning for Europa, siger han.
- Her har Kvanefjeld vist sig at huse en af verdens største forekomster på området.
Kina dominerer marked og forarbejdning under næsten monopollignende forhold med over 60 pct. af den samlede mineproduktion i verden. Derfor er de økonomiske og politiske interesser for mulige miner i Grønland globalt store.
- Der er også andre grønlandske områder som Kringlerne tæt på Kvanefjeld med stort potentiale og uden samme høje indhold af uran som Kvanefjeld. Og Motzfeldt i Sydgrønland og Sarfartoq i Vestgrønland, siger Jakob Kløve Keiding.
- Så samlet har Grønland især i den sydlige del store og lovende forekomster også i forhold til verdensmarkedet. Hvis man kan finde de nødvendige investorer.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.