DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Ansatte fra TEPCO befinder sig nær vandtanke ved atomkraftværket Fukushima. Arbejdet med at afmontere tankene er blevet påbegyndt fredag. Billedet er fra torsdag. - Foto: Atish Patel/Ritzau Scanpix

Japansk selskab tager nyt skridt i afvikling af ødelagt kraftværk

I 2011 ødelagde en tsunami Fukushima. Energiselskab er begyndt at afmontere hundredvis af vandtanke.  
14. FEB 2025 14.03
Energi
Internationalt
Sikkerhed

Det japanske energiselskab TEPCO har påbegyndt arbejdet med at afmontere hundredvis af vandtanke ved atomkraftværket Fukushima. Et jordskælv i 2011 skabte en tsunami, der ødelagde det japanske kraftværk og kostede tusindvis af mennesker livet.

Det mistede strømmen og dermed muligheden for at nedkøle reaktorerne. Det førte til udslip af store mængder radioaktivt materiale, som forurenede store områder. Talsmand for TEPCO Tatsuya Matoba oplyser til nyhedsbureauet AFP, at arbejdet med at afmontere tankene begyndte fredag morgen lokal tid.

Arbejdet bliver ifølge AFP set som en milepæl i TEPCO's lange projekt med at afvikle Fukushima. Arbejdet med at afmontere vandtankene er blevet muligt, efter at TEPCO - som driver værket - begyndte at udlede de omkring 1,3 millioner tons vand i Stillehavet i august 2023. Vandet blev filtreret for at fjerne forskellige radioaktive materialer.

Samtidig har det fra japansk side lydt, at vandet ikke skader miljøet. Det er blevet bakket op af Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA).

Udledningen har mødt kritik fra blandt andet Kina, som i første omgang forbød import af japanske fisk og skaldyr. Sidste år lød det dog, at landet "gradvist ville genoptage" samhandlen. Arbejdet med at afmontere vandtankene skulle oprindeligt være påbegyndt torsdag.

Men "kraftige vinde" udskød arbejdet, oplyste talsmand Tatsuya Matoba. Afhængigt af vejrforholdene kunne processen begynde fredag, lød det videre.

Jordskælvet i 2011 havde en styrke på ni, hvilket skabte bølger, der nogle steder var op til ti meter høje. De høje bølger og selve jordskælvet resulterede i massive ødelæggelser mange steder i landet. Mere end 15.000 mennesker mistede livet.

/ritzau/AFP
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/japansk-selskab-tager-nyt-skridt-i-afvikling-af-oedelagt-kraftvaerk

GDPR