DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Statsminister Mette Frederiksen indleder mandag et statsbesøg i Japan, og det er godt nyt for danske virksomheder, mener Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen. De to er her fotograferet sammen. (Arkivfoto).
Philip Davali/Ritzau Scanpix

Industriboss tror på stor dansk andel i Japans grønne omstilling

Mette Frederiksen indleder mandag statsbesøg i Japan, hvor Dansk Industri ser store danske eksportmuligheder.  
23. OKT 2023 9.50
Erhverv
Internationalt
Politik

Der er et Japan med "meget store ambitioner" og på jagt efter partnere til grøn omstilling, som statsminister Mette Frederiksen (S) mandag indleder et tre dage langt besøg hos.

Det siger erhvervsorganisationen Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen, der ser store danske eksportmuligheder i det asiatiske land.

- Japan står over for meget store investeringer i grøn omstilling - både i energieffektivitet og vedvarende energi, nævner Lars Sandahl Sørensen.

Her forventer topchefen, at Danmark vil kunne få "en meget stor andel af de fremtidige investeringer".

- Danmark står i verden som en kapacitet på den grønne omstilling, siger han.

Japan vil blandt andet have en havvindskapacitet på ti GW inden 2030.

DI: Statsbesøg har betydning for danske virksomheder

Under sit besøg i Japan skal Mette Frederiksen blandt andet mødes med Japans premierminister, Fumio Kishida, hvor den geopolitiske situation i Indo-Stillehavsregionen og krigen i Ukraine er på dagsordenen.

Derudover skal det "bilaterale samarbejde styrkes", hvor statsministeren også nævner den grønne omstilling. Og det har betydning for danske virksomheder, når en dansk statsminister er på statsbesøg, forklarer Lars Sandahl Sørensen.

- Det betyder rigtig meget i den kultur og i den del af verden. Der bliver lagt mærke til Danmark, når danske statsministre kommer på besøg. Det giver meget omtale og ekstra fokus på Japan fra danske virksomheders side.

Lars Sandahl Sørensen siger videre, at der er "eksisterende bånd" mellem Japan og Danmark gennem eksempelvis erhverv, turisme og kongehusene.

- Det er vigtigt at holde ved det - også i en verden, der er mere og mere geopolitisk turbulent, som den er nu. Japan leder efter allierede og kan naturligt føle sig isoleret i det område, de geografisk befinder sig, siger han.

Fald i eksport til Japan siden sidste besøg

Senest en dansk statsminister var på officielt besøg i Japan, var i 2014, hvor Helle Thorning-Schmidt (S) samt en række store danske virksomheder var på erhvervsfremstød. Dengang lød det, at besøget kunne få stor betydning for både dansk eksport og beskæftigelsen i Danmark.

I 2013 var Japan det 12. største eksportmarked for Danmark, og ifølge Danmarks Statistik eksporterede danske virksomheder i varer og tjenesteydelser for 25,5 mia. kr. til Japan. I 2022 var Japan det 16. største eksportmarked med en samlet omsætning på omkring 30 mia. kr. ifølge Statsministeriet.

Den samlede eksport er steget fra 22,4 mia. kr. til de omkring 30 mia. kr. de seneste fem år. Der var derfor et fald i eksporten i årene efter statsbesøget i 2014.

Det tilskriver Lars Sandahl Sørensen, at Japan i årene efter 2013 havde en økonomi, der "ikke udviklede sig særlig markant".


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//ccs/artikel/industriboss-tror-paa-stor-dansk-andel-i-japans-groenne-omstilling

GDPR