
En enestående mulighed for reklame venter en række danske virksomheder, når Indiens premierminister tirsdag og onsdag gæster Danmark.
Indien er en af verdens største økonomier og rummer et stort potentiale for eksport af dansk teknologi inden for særligt grøn energi. Men det potentiale er langtfra udnyttet i dag. Det fortæller Peter Thagesen, der er underdirektør i Dansk Industri. Netop Dansk Industri er tirsdag vært ved et møde mellem Indiens premierminister, Narendra Modi, statsminister Mette Frederiksen (S), kronprins Frederik og 16 danske virksomheder fra energi- og klimaområdet.
- Indien er et kæmpe marked med 1,3 milliarder indbyggere, og det er verdens største demokrati. Men vi har faktisk en relativt lille samhandel, siger Peter Thagesen.
Indledte grønt strategisk samarbejde
Danmarks eksport til Indien ligger omkring 20 mia. kr. årligt.
- Det er godt nok steget lidt over de sidste par år. Men det er altså stadig kun lidt over én procent af den samlede danske eksport. Så der er et kæmpe potentiale for øget samhandel, siger Peter Thagesen.
Anledningen til det officielle indiske besøg er et grønt strategisk samarbejde, som Danmark og Indien indgik i 2020. Derfor kommer netop klima og grøn energi til at stå øverst på dagsordenen under premierminister Modis besøg. Det varslede Mette Frederiksen allerede i en meddelelse fra Statsministeriet forud for besøget.
- Danmark kan være med til at accelerere Indiens grønne omstilling. En grøn omstilling, der både vil være til gavn for klimaet, og som kan bidrage til at mindske afhængigheden af importerede fossile brændstoffer, sagde statsministeren.
Første besøg i 20 år
Hun tilføjede, at den grønne omstilling er blevet særligt central efter Ruslands invasion af Ukraine. Ifølge Peter Thagesen vil de danske virksomheder blandt andet præsentere den indiske delegation for teknologier, der kan mindske vandspild, optimere energiudnyttelsen og skabe vedvarende energi.
- Ofte kender de ikke de løsninger, der skal til for at løse de store udfordringer, de står overfor. Besøget er en helt unik mulighed for danske virksomheder for at få præsenteret og forklaret, hvad de har at byde på. Det er en helt fantastisk markedsføringsmulighed, siger han.
Det er første gang i 20 år, at en indisk premierminister er på officielt besøg i Danmark. I mellemtiden har der været en lang periode med diplomatisk kulde som følge af sagen om aktivisten Niels Holck. Han medvirkede til at levere våben til den indiske gruppe Ananda Marga i 1990'erne.
Mette Frederiksen besøgte Indien og premierminister Modi sidste efterår.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.