
Politikerne er ikke blege for at bruge store ord om klimakrisen, som ifølge regeringen er "vor tids største udfordring". Men det ser ikke ud til, at danskerne har stor tiltro til handlingen bag ordene.
Hver anden dansker tror, at den indsats, der ydes i dag, når det gælder den grønne omstilling, vil resultere i et betydeligt forværret eller ligefrem katastrofalt klima om 50 år. Det viser en undersøgelse fra Voxmeter blandt knap 2000 danskere.
Cirka hver fjerde tror, at klimaet vil være som i dag, mens fire ud af ti tror, at det vil være et betydeligt forværret klima. Hver tiende tror, at det vil give et "katastrofalt klima for befolkningen".
Ifølge Martin Olesen, klimaforsker ved Danmarks Meteorologiske Institut, er det rigtigt nok, at vi ser ind i et forværret klima i Danmark med blandt andet flere skybrud, oversvømmelser og stormfloder.
- Nogle vil få oversvømmet deres huse og få vand i kældrene, men det er ikke, hvad jeg vil kalde for katastrofer, når man ser, hvad der sker andre steder i verden, siger han.
Danmark ikke hårdest ramt af klimaforandringer
Gennemsnitstemperaturen i Danmark er steget 1,5 grader de seneste 150 år, og vi får mere regn. Begge udviklinger vil fortsætte, forventer han. Tilsvarende vil de igangværende forandringer på globalt plan også fortsætte. Forskellen er, at man ifølge klimaforskeren her godt kan snakke om et mere "katastrofalt klima" for befolkningerne.
- Denne her sommer har vi set skovbrande, oversvømmelser, hedebølger og varmerekorder, og det er jo katastrofalt for dem, det går ud over. Der ser vi ind i, at det vil ske oftere.
Syv ud af ti adspurgte anser klimaforandringerne for at være et meget alvorligt problem, men hvem der yder en aktiv indsats, når det gælder den grønne omstilling, er der delte meninger om.
Tæt på halvdelen svarer folketingspolitikerne, mens flest - knap tre ud af fire - peger på sig selv og familien. Lavest er tiltroen til de nærmeste naboer, som kun tre ud af ti mener, yder en aktiv indsats.
Ifølge professor Michael Bang Petersen, Aarhus Universitet, er det et relativt normalt fænomen, at man har en opfattelse af, at man gør mere end andre. Det ses eksempelvis også, når folk spørges ind til, om de er bedre til at køre bil end gennemsnittet. Det mener flertallet.
- Du ved alle de gange, du tænker på klimaet i løbet af en uge, og hvordan det skaber små ændringer i, hvordan du handler, men ser ikke tankerækken hos naboen. Du ser bare, at de stadigvæk kører i den store bil og tager på vinterferie til Asien, siger han.
Lav tiltro er uhensigtsmæssig
Den lave tiltro til andre er dog ikke hensigtsmæssig, når det kommer til klimaforandringerne.
- En af de udfordringer, der er, er, at klimahandling er et fælles anliggende. Det nytter noget, hvis vi alle sammen ændrer vores adfærd, men ikke så meget, hvis jeg er den eneste, og andre ikke gør.
- På den måde kan en opfattelse af, at mine naboer ikke gør så meget, være med til at undertrykke min egen klimavenlige adfærd, fordi jeg tænker: Hvad er det rent faktisk, det nytter, siger han.
Det første danske klimamål i 2025 nærmer sig, og også målene i Parisaftalen rykker tættere. Her sigtes efter at begrænse temperaturstigningen til under 2,0 helst ikke over 1,5 grader, og derfor skal de globale udledninger toppe inden for få år og være tæt på halveret i 2030.
At klimaet forværres de næste 50 år, kan vi ifølge Martin Olesen fra DMI ikke undgå, fordi der går nogle år, fra drivhusgasserne er udledt, til at man ser effekten af det. Men vi kan begrænse det.
- Der er stor forskel på, om vi lever op til Parisaftalen, eller om vi fortsætter med at udlede drivhusgasser som i dag, siger han.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.