
Den norske eksport ramte et rekordhøjt niveau i 2022. Det viser nye tal fra det norske statistikbureau SSB ifølge flere norske erhvervsmedier, heriblandt E24.
Det er især de skyhøje gaspriser, der har ført til Norges øgede eksport. Ifølge E24 er indtægter fra landets eksport af naturgas næsten tredoblet sammenlignet med 2021.
Samlet lander Norges eksport på 2601 mia. norske kr, hvilket giver et overskud på handelsbalancen på 1574 mia. norske kr. Det er en tredobling af handelsbalancen sammenlignet med 2021.
- I kølvandet på invasionen af Ukraine har mange lande erstattet den russiske energi med andre leverandører. Det har smittet positivt af på Norge, skriver Kim Blindbæk, der er seniorøkonom i Sydbank, i en kommentar.
Indtægterne fra energieksporten overføres ifølge Kim Blindbæk til den norske oliefond, hvor saldoen i øjeblikket er over 13.000 mia. norske kr. Det svarer til lidt over 9000 mia. danske kr. Heraf kan de norske politikere bruge tre procent som tilskud til statsbudgettet.
Kan ikke lukket hullet efter russisk energi
Siden Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 er importen af russisk gas til EU blevet betydeligt mindre. I stedet kommer gassen i stigende grad fra andre lande som Algeriet, Qatar og Norge. I den første halvdel af 2022 stod Norge for 22,7 pct. af EU's gasimport. Det viser tal fra Det Europæiske Råd.
Kim Blindbæk forventer, at Norge vil blive ved med at levere store mængder energi til Europa de kommende år. Det vil afbøde nogle af konsekvenserne af energisanktionerne mod Rusland.
- Vi kommer dog ikke uden om, at Rusland er en noget større energieksportør end Norge. Derfor vil Norge ikke alene kunne udfylde hullet fra den manglende russiske energi, skriver han.
Norge har også øget eksporten af råolie og metaller. Sidstnævnte skyldes de øgede priser, og her stod eksporten af aluminium for mere end halvdelen i 2022. Det skriver det norske erhvervsmedie Dagens Næringsliv.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.