Energistyrelsen har i dag løftet sløret for resultatet af det første og længe ventede udbud af grønne brændstoffer gennem Power-to-X. Projekterne har konkurreret om en samlet driftsstøtte på 1,25 mia. kr. i form af et fast pristillæg per produceret mængde grøn brint i en periode på ti år.
Udbuddet var indrettet på en måde, så buddene skulle være under en given grænse for at udløse hele puljen. Vinderne blev European Energy, Plug Power og Electrochaea/Biocat Roslev med samlet seks projekter. De seks projekter har vundet støtte til en samlet elektrolysekapacitet på 280 MW. Resultatet glæder Green Power Denmark.
- Først og fremmest skal der lyde et stort tillykke til vinderne af udbuddet, som nu kan komme i gang med at producere klimavenlige brændstoffer. Det er et vigtigt skridt på vejen mod at opskalere industrien herhjemme, siger Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark, i en pressemeddelelse.
Stor søgning viser behov for flere udbud
Der var dog søgning efter væsentligt flere støttemidler. Faktisk løb støtte ønsker op i over fire mia. kr. med en samlet eletrolysekapacitet på 675 MW. Derfor tilkendegiver erhvervsorganisationen på, at udbuddet er en god start, men at det kun får den danske brint- og PtX-industri en brøkdel af vejen mod målsætningen om fire til seks GW elektrolysekapacitet i 2030.
- Det første udbud må ikke blive en enlig svale. Den store interesse for udbuddet vidner om, at der er behov for flere udbud, så vi får gang i de mange brint- og PtX-projekter, der er planlagt. Nye udbud er en nødvendighed for at indfri vores mål om 4-6 GW elektrolyse i 2030, siger Kristian Jensen.
Green Power Denmark peger desuden på, at man ikke må glemme infrastrukturen for brint. Der bliver også brug for at etablere rør, som kan transportere brint fra produktionsstederne til forbrugerne.
- Hastighed er altafgørende, så der er klarhed om brintinfrastrukturen, inden der bliver afgivet bud på de statslige havvindmølleparker. Der er brintinfrastrukturen en afgørende forudsætning for, at man fuldt kan udnytte de udbudte havarealer, siger Kristian Jensen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.