Står det til regeringen skal der inden 2030 være fire gange så meget elproduktion fra sol- og vind på land og ske en femdobling af grøn strøm fra havvind. I to nye udspil anviser regeringen vejen til, hvordan det skal ske, og peger på nogle af de forhindringer, der skal fjernes, for udbygning af vindmøller og solceller.
Ifølge erhvervsorganisationen Green Power Denmark er udspillene et godt udgangspunkt for de videre forhandlinger, og det indeholder mange forslag, som energisektoren selv har efterspurgt.
- Nu bevæger vi os fra store klimaambitioner til konkret handling. Det er helt afgørende, hvis vi skal vriste os fri af fossile brændsler fra Rusland og nå vores klimamål. Vi opfordrer regeringen og Folketinget til at lande en bred aftale inden sommerferien, som fjerner forhindringer for udbygning af grøn energi både på land og på hav. Det haster - for i øjeblikket snegler udbygningen sig afsted, siger Kamilla Thingvad, direktør for elproduktion i Green Power Denmark, i en pressemeddelelse.
For at sætte fart på udbygningen af vindmøller og solceller på land lægger regeringen blandt andet op til at fjerne vindmølleloftet samt at gøre det muligt at opstille vedvarende energianlæg i såkaldte herregårdslandskaber. Derudover styrkes hjælpen til kommunerne, så de kan opprioritere hensynet til grøn energi, men Green Power Denmark ønsker en større indsats i kommunerne.
- Regeringens udspil rummer mange gode forslag om grøn energi på land, men der mangler meget endnu - især kommunalt minimumsmål for udbygning af grøn energi på land og en løsning på producentbetaling. Det giver ingen mening, at regeringen i øjeblikket er ved at gøre det dyrere for dem, der opstiller vindmøller og solceller at tilslutte sig elnettet, siger Kamilla Thingvad.
Organisationen er desuden glad for regeringens ambitioner om at øge mængden af havvind med fire GW inden 2030, hvilket vil bringe Danmark om på 12,9 GW havvind i 2030 mod 2,3 GW i dag. Direktøren hæfter sig desuden ved, at regeringen vil sætte gang i arbejdet med at udvikle en ny udbudsmodel, hun henstiller dog til, at energisektoren inddrages i den proces.
- Der er behov for en ny udbudsmodel for havvind, som ikke kun fokuserer på pris, men også stiller krav til for eksempel biodiversitet og innovation. Danmark bør løfte standarderne for, hvad der forventes af fremtidens havvindmølleparker, siger Kamilla Thingvad.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.