
Prisen for naturgas går nedad, og den har nu ramt det laveste punkt, siden krigen i Ukraine brød ud 24. februar. Prisen nåede mellem jul og nytår ned på et niveau lidt under 570 kroner per megawatt time, som er den enhed, der bruges i Europa. Man skal tilbage til midten af februar for at finde en lige så lav pris.
- Lige nu er der ro på det europæiske gasmarked. Der er stadig rigeligt med gas på lager til at klare os igennem resten af fyringssæsonen, og så er vejret lige nu til den lune side, så varmebehovet - og dermed gasforbruget - ligger også lavere, end det normalt ville gøre, siger chefanalytiker i Danske Bank Jens Nærvig Pedersen.
Gasprisen toppede i sommer. Her nåede den i august op på lidt over 2500 kroner per megawatt time. At prisen nu er faldet til et betydeligt lavere niveau vil også komme danskerne til gode, siger Jens Nærvig Pedersen.
- Den næste gasregning bør blive lavere. Vi ligger et stykke under de ekstremt høje priser, vi så hen over sommeren og i starten af efteråret, som var et chok for mange gaskunder.
- Vi ligger stadig på et højt niveau, som fylder meget i husholdningsbudgettet, men en del lavere end vi gjorde for nogle måneder siden, siger chefanalytikeren fra Danske Bank.
Prisen vil permanent være højere
Han tror dog ikke på, at dette er starten på et generelt fald i prisen for gas. Den vil også fremover være på et højere niveau end før i tiden.
- Det er nok nogenlunde de her priser, man skal vænne sig til, at gassen kommer til at koste et stykke tid fremover. Der kan stadig være udsving - både den ene og den anden vej. Priserne kan hurtigt stige igen, hvis vejret bliver koldt, og forbruget stiger, siger Jens Nærvig Pedersen.
Han påpeger, at de fremtidige priser afhænger af, hvorvidt gaslagrene kan blive fyldt op i løbet af foråret.
- Hvis det trækker ud, kan vi se de store prisstigninger, som vi også så i sommer. Og så afhænger prisen også af den økonomiske udvikling, og der venter nok desværre en økonomisk recession i Danmark og Europa næste år.
- Hvis den bliver dybere, og virksomhederne må skrue ned for deres forbrug, så kan priserne falde, men det er jo så på en kedelig baggrund, men om ikke andet et plaster på såret i en svær økonomisk tid.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.