
2020 bød på fremgang for energiselskabet Ørsted, der takket være et stort frasalg øgede overskuddet med et tocifret milliardbeløb.
Driftsresultat (EBITDA) udgjorde 18,1 mia. kr., en stigning på 4 pct. i forhold til sidste år.
Det viser Ørsteds årsregnskab, der er offentliggjort onsdag morgen. Resultatet ligger i tråd med den udmelding som Ørsted kom 12. januar. Her opjusterede man forventningerne til 2020 med 1 mia. kr.
Nettoresultatet udgjorde 16,7 mia. kr., mens afkastet af investeret kapital (ROCE) udgjorde 10 pct.
Årsagen til fremgangen er primært frasalget af Ørsteds elforretning - der blandt andet tæller Radius - til den danske energikoncern Seas-NVE sidste år.
Ørsteds forretning er baseret på at opføre og drive vindmølleparker verden over.
Når man ser på selve driften, skriver Ørsted i regnskabet, at det har haft højere indtjening fra sine vindmølleparker.
Indtjeningen fra producerende hav- og landvindmølleparker steg således med 14 pct. til 16,9 mia. kr. som følge af øget elproduktion fra Hornsea 1, Borssele 1 & 2, Lockett, Sage Draw, Plum Creek og Willow Creek.
Det er dog blevet modsvaret af en række andre forhold - blandt andet at Ørsted har tjent færre penge på at sælge el i Storbritannien, fordi der er brugt mindre el under corona.
Tilfredshed med regnskab
I starten af året har Ørsted fået ny administrerende direktør i skikkelse af Mads Nipper, der er kommet fra en lignende stilling hos pumpekoncernen Grundfos.
Det er Mads Nippers første regnskab i spidsen for Ørsted, og han er tilfreds med fundamentet for energiselskabet.
- Ørsted leverede et stærkt resultat i 2020, både driftsmæssigt og økonomisk. På trods af udfordringerne som følge af covid-19 har vores kolleger udført et fremragende stykke arbejde for at holde vores produktionsanlæg i fuld drift og med normal rådighed.
- I løbet af 2020 har vi også idriftsat fem nye vindmølleparker og sikret god fremdrift på vores anlægsprojekter, siger Mads Nipper i en kommentar til regnskabet.
Mads Nipper har afløst Henrik Poulsen, der har fået et job hos A.P Møller Holding, Mærsk-familiens pengetank.
Ritzau/amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.