
Som DOI.dk kunne fortælle for et par uger siden gik Foreningen Beskyt Jammerland Bugt med overvejelser om en retsag for at stoppe Jammerland Bugt Kystnære Havvindmøllepark. De overvejelser vælger foreningen nu at føre ud i livet. Således har foreningen besluttet at anlægge sag mod Energiklagenævnet efter afgørelsen om at stadfæste Energistyrelsens tilladelse til opførelsen af en havvindmøllepark i Jammerland Bugt. Det oplyser foreningen i et åbent brev til sine medlemmer, hvor de også søger økonomisk støtte til at forfølge sagen.
"Vi opfordrer derfor alle medlemmer, som ønsker at bidrage til det fortsatte arbejde, om venligst at betale endnu et ekstraordinært bidrag. Alle bidrag (små som store) er højt værdsat," lyder det i brevet, som er underskrevet af Bestyrelsen, Foreningen Beskyt Jammerland Bugt
Ifølge foreningen vil projektet ændre bugten fra et naturpræget kystområde til et teknisk industrilandskab, og man vurderer, at der er sket brud på både dansk og europæisk lovgivning.
"Vi har 6 mdr. til at indbringe sagen for domstolene og påbegynder derfor allerede nu forberedelsen. Det indebærer bl.a. udarbejdelsen af en stævning mod EKN med henblik på at få en domstol til at bedømme de forudsætninger, som etableringstilladelsen hviler på," lyder det i brevet.
Foreningen forbereder derfor nu en stævning, der vil rette kritik mod fire hovedpunkter:
- Manglende strategisk miljøvurdering (SMV) af de love og regler, som tilladelsen bygger på, hvilket strider mod EU’s SMV-direktiv.
- Trussel mod beskyttede arter, herunder flagermus, hvor reglerne i EU’s habitatdirektiv ikke er overholdt.
- Overskridelse af støjgrænser ifølge nye tekniske beregninger, som viser at projektet samlet set overskrider gældende støjkrav.
- Manglende overholdelse af forundersøgelsestilladelsen fra 2014 i forhold til de planlagte møllers størrelse og placering.
Samtidig vil foreningen kontakte EU-Kommissionen med henblik på, at der rejses en traktatbrudssag mod Danmark for mangelfuld implementering af habitatdirektivet. Den tyske miljøorganisation NABU ventes at støtte op om sagen.
TotalEnergies er godt i gang med forberedelse arbejdet til Jammerland Bugt Kystnære Havvindmøllepark, og har mandag annonceret at man er gået i gang med de geotekniske undersøgelser for projektet, som efter planen skal stå færdigt i 2029. Parken vil bestå af 16 havvindmøller, hver med en kapacitet på 15 MW og en højde på 256 meter, hvilket samlet giver en kapacitet på 240 MW.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.