DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Kriegers Flak i Østersøen blev indviet i 2021. En ny havvindmøllepark kan blive opført i området. Den er en del af et udbud, som Energistyrelsen har sat i gang mandag. (Arkivfoto). - Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Aktieanalytiker:
Flere store aktører vil nærstudere dansk havvindudbud, men succes er ikke givet på forhånd

Danmarkshistoriens største udbud af havvind er i gang. Det kan mangedoble kapaciteten. Men vilkår i branchen gør, at det ikke er givet, at det bliver en succes.
23. APR 2024 9.15
Offshore
Økonomi

Fremtidsvisionen er klar. Kæmpe vinger skal snurre i seks nye, gigantiske havvindmølleparker i de danske farvande. Og det skal sikre strøm svarende til forbruget af langt mere end bare de danske husholdninger. Nu skal det fastlægges, hvilke selskaber der skal have opgaverne med at opføre og drive parkerne.

Mandag har Energistyrelsen sendt projekterne i udbud efter en længere proces, hvor blandt andet op mod 15 potentielle budgivere er blevet hørt. Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) er glad for, at projekterne endelig kan skydes i gang.

- Vi kan nu give markedet grønt lys til at byde ind og tage del i Danmarks næste store vindeventyr. Det næste kapitel skal nu skrives og udføres af markedet, for det er dem, der skal sparke bolden i mål, siger ministeren.

Endnu er detaljerne i udbuddene ikke offentliggjort. Men det står klart, at virksomhederne skal betale leje af havbunden i 30 år, og at de får en sidemakker i form af den danske stat, som kommer til at eje 20 pct. af projekterne. Samtidig skal havvindmølleparkerne opføres uden statsstøtte.

- Det er ikke alle betingelser, vi kender endnu, og derfor er det også svært at sige noget om, hvorvidt det bliver en succes eller ej, siger aktieanalysechef i Sydbank Jacob Pedersen.

Han følger energiselskabet Ørsted, vindmølleproducenten Vestas og resten af branchen meget tæt.

Store aktører vil overveje bud

Det danske udbud skal nok blive nærstuderet af mange store energi- og forsyningsselskaber, mener Jacob Pedersen. Han nævner danske Ørsted og Copenhagen Infrastructure Partners, svenske Vattenfall, norske Eqinor, franske Total og spanske Iberdrola som nogle af de mest oplagte.

Men aktieanalysechefen understreger samtidig, at det ikke er givet på forhånd, at det danske udbud bliver en succes. Branchen er et svært sted i øjeblikket, og det er blevet sværere for selskaberne at tjene på at opføre havvind.

- En havvindmøllepark er blevet mellem 25 og 30 pct. dyrere at opføre siden 2019 på grund af prisstigninger og højere renter, siger Jacob Pedersen.

I Storbritannien måtte regeringen eksempelvis i september 2023 konstatere, at der ikke var kommet et eneste bud i en auktionsrunde over nye havvindprojekter.

- Bare inden for den seneste uge har vi set en situation i Litauen, hvor de kun modtog et bud i en auktionsrunde, som måtte aflyses, siger Jacob Pedersen.

/ritzau/amp

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/flere-store-aktoerer-vil-naerstudere-dansk-havvindudbud-men-succes-er-ikke-givet-paa-forhaand

GDPR