DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Finanslov med grønne aftryk

Finansloven afsætter blandt andet penge til opkvalificering til grønne jobs og til skrotning af olie- og gasfyr.
7. DEC 2020 9.30
Arbejdsmarked
Gas
Olie
Uddannelse

Regeringen og Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet blev søndag enige om en finanslov, der indeholder flere tiltag ift. den grønne omstilling.

I finansloven er der blandt andet afsat penge til at gøre det økonomisk lettere for ledige over 30 år, der har ret til dagpenge, at uddanne sig til grønne job. Disse ledige skal have ret til en dagpengesats, der svarer til 110 pct. af deres hidtidige dagpengesats, hvis de opkvalificerer sig til grønne job.

Ordningen bringer glæde blandt andet hos 3F og Ingeniørforeningen, Ida. 

- Jeg er rigtig glad for, at vi har en regering, der i den grad tager ansvar for at hjælpe folk videre, siger forbundsformand i 3F Per Christensen til Fagbladet 3F.

- En enkelt finanslov redder ikke klimaet, men der er kommet klare pejlemærker på flere centrale områder. Øremærkede midler til opkvalificering og efteruddannelse inden for klimatilpasning og grøn omstilling er helt nødvendigt, og er derfor et vigtigt element, siger formanden for IDA, Thomas Damkjær Petersen i en pressemeddelelse.

Helt konkret udvides positivlisten med 6 pct. til
uddannelser, der understøtter en grøn omstilling på arbejdsmarkedet. Det bliver Beskæftigelsesrådets Forretningsudvalg der skal udvælge de uddannelser, der skal tilføjes positivlisten. Retten til 110 pct. dagpengesats under uddannelsesløft på de udvalgte uddannelser med relevans for den grønne omstilling vil gælde for forløb påbegyndt i 2021.  

810 mio. kr. til skrotning af olie- og gasfyr

Finansloven vil også sætte yderligere fart på, at olie- og gasfyr som varmekilde i danskernes hjem droppes. Finansloven afsætter i alt 810 mio. kr. frem mod 2020 fordelt på 225 mio. kr. i 2021, 225 mio. kr. i 2022, 145 mio. kr. i 2023, 155 mio. kr. i 2024 og 60 mio. kr. i 2025.

Pengene skal gå til direkte støtte til at udskifte fyret til andre varmekilder, samt dække afgifttabene i perioden. Støtteordningen er den rigtige vej at gå, mener man i Dansk Energi. 

- Med denne finanslovsaftale sættes der yderligere tryk på skrotning af olie- og naturgasfyr til fordel for at installere f.eks. klimaeffektive varmepumper. Sammen med udrulning af ladeinfrastruktur til elbilerne, som fredagens aftale om bilafgifter gør nødvendig, er det en let og hurtig måde at skabe grøn effekt på til gavn for klima og for vækst og arbejdspladser i hele landet, siger Lars Aagaard, der er administrerende direktør i Dansk Energi i en pressemeddelelse.

I aftalen afsættes også 100 mio. kr. årligt i 2021 og 2022 til støtte af udviklings- og demonstrationsprojekter for CO2-lagring i Nordsøen. Formålet er blandt andet at fremme udviklingen af sikker lagring af CO2 i Nordsøen fra 2025. Disse penge var der allerede enighed om af afsætte i forbindelse med aftalen for nedlukning af olieindustrien i 2050, som blev indgået i sidste uge.  

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/finanslov-med-groenne-aftryk

GDPR