
European Energy leverede i 2024 et driftsresultat på 1,08 mia. kr., hvilket er lavere end de 1,34 mia. kr. fra 2023 og under virksomhedens guidance på 1,73 mia. kr. Samtidig var resultatet før skat 307 mio. kr. mod 950 mio. kr. året før. Det skriver European Energy i en pressemeddelelse.
- Vores finansielle resultater levede ikke op til vores guidance. Alligevel har vi vist, at vi kan levere et pænt driftsresultat og et positivt resultat før skat, selvom der har været udfordrende makroøkonomiske forhold. Det er et solidt fundament, vi har skabt i 2024. Vi ser på en række salg, der var forventet i 2024, men som i stedet vil finde sted i 2025, og samtidig oplever vi stabiliserede elpriser og faldende renter, siger adm. direktør for European Energy Knud Erik Andersen.
Virksomhedens egenkapital blev mere end tredoblet til 7,7 mia. kr. efter en kapitaltilførsel på 5,25 mia. kr. fra Mitsubishi HC Capitals opkøb af 20 pct. af European Energy.
I 2024 satte European Energy sin første PtX-facilitet i drift, igangsatte sit første solcelleprojekt i Letland og påbegyndte opførelsen af en vindmøllepark i Grækenland. Derudover etablerede virksomheden sig på markedet for batterilagring med en pipeline på cirka 21 GWh projekter i syv lande.
- Vi har et stærkt fokus på at nå vores strategiske prioriteter i 2025. Det betyder, at vi skal skalere vores organisation til vores voksende pipeline og levere værdi til alle vores interessenter. Vi opbyggede et stærkt momentum i fjerde kvartal af 2024, og med forbedrede markedsforhold ser vi frem til et år med fornyet vækst for virksomheden, siger bestyrelsesformand for European Energy Jens Due Olsen.
Virksomheden forventer i 2025 et driftsresultat i intervallet 1,5-2,3 mia. kr. og en fortsat høj aktivitet, men påpeger samtidig, at eksterne risici kan påvirke resultaterne.
jel
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.